Niels' jobsøgning er presset af corona: Det fynske jobmarked er gået i stå
Artiklen er mere end 30 dage gammel
Antallet af jobs på det fynske jobmarked er dalet drastisk efter corona-krisens indtog. Det oplever Niels Bjørk Nørlykke, der er én af Fyns jobsøgende.
- Kære Niels, i forbindelse med regeringens udmelding har vi besluttet at udskyde alle besøg udefra. Det betyder, at vi kommer til at udsætte vores aftale mandag den 16. marts.
Sådan var beskeden til Niels Bjørk Nørlykke fra en potentielt ny arbejdsgiver. Han var gået videre til anden runde i et ansættelsesforløb, men fik en melding om, at de havde valgt at aflyse samtalen. Nu er han i venteposition og håber, at ansættelsesforløbet genoptages.
- Intet er sikkert, fortæller den jobsøgende Niels Bjørk Nørlykke.
Han er uddannet cand. mag. i historie med en merkonom-uddannelse som overbygning. I april sidste år mistede han sit job og har været jobsøgende indtil nu.
Niels Bjørk Nørlykke trawler derfor jobopslag løbende, men lige for tiden er der ikke mange opløftende fund.
- Det har været lidt trist, må man sige. Normalt ligger der 30 til 40 nye jobopslag. Det er faldet til maks fem stykker om dagen nu. Det er lidt en bekymrende udvikling, hvis det kommer til at fortsætte, siger han.
Usikker situation
Regeringens tiltag har betydet, at rådighedsreglerne er blevet suspenderet. Det vil sige, at ledige ikke skal søge to jobs om ugen, som ellers tidligere var et krav.
Alligevel fortsætter Niels Bjørk Nørlykke sin jobsøgningsstrategi.
- Jeg går stadig ind og ser, om der er stillinger, jeg kan bestride. Jeg prøver også at række ud i mit netværk og høre, om der mangler nogen, forklarer han.
Men situationen er meget usikker, fortæller Niels Bjørk Nørlykke. Det er nemlig uvist, om suspenderingsperioden lægges oveni, når krisen er ovre.
- Vi ved jo ikke, om det her tager en måned, tre måneder eller et halvt år. Hvis det tager et halvt år, så vil jeg da håbe, at der bliver lagt et halvt år til, når jobmarkedet bliver nogenlunde stabilt.
Det er vigtigt for Niels Bjørk Nørlykke at få det afklaret, da det ellers kan forværre hans situation.
- Ellers går man og spekulerer over, hvad det ender ud i. Ender det ud i kontanthjælp? Det er jo ikke noget, jeg ønsker at opleve, siger den jobsøgende fynbo.
Håber på job
Niels Bjørk Nørlykke var naturligvis skuffet, da han fik beskeden om, at samtalen var aflyst. Men han kan godt forstå, at virksomhederne er forsigtige og træder på bremsen.
- Det er en ukendt situation, vi står i, erkender han.
Han håber, nogle af de mange tiltag har en effekt, og at situationen i landet snart normaliseres.
- Så kan der forhåbentligvis komme gang i arbejdsmarkedet igen, fortæller han.
Niels Bjørk Nørlykke vil dog gerne snarest muligt have et arbejde. Det ville betyde meget økonomisk og personligt for ham ikke at være ledig, fortæller han.
- Men som tingene er nu, er det nogle andre tanker man går med, slutter han.