Odense fremrykker og betaler regninger til 1.000 leverandører 

Ligesom flere andre fynske kommuner har Odense valgt at fremrykke betalinger til private leverandører, som derved får lidt flere penge mellem hænderne under coronakrisen. 

Flere andre kommuner har meldt ud, at de har fremrykket betalinger til private leverandører, så de kan få flere penge mellem hænderne nu og her til at tackle coronakrisen. 

Også Odense Kommune melder sig på banen for at støtte det lokale erhvervsliv.

- Der er blevet betalt regninger for 81 millioner kroner, og de er røget ud til omkring 1.000 leverandører, som har fået lidt flere penge i kassen, så de kan komme mere robuste igennem krisen, siger borgmester Peter Rahbæk Juel (S) til TV 2/Fyn. 

Modtages positivt

Ifølge borgmesteren bliver initativet modtaget godt blandt de erhvervsdrivende, der allerede har fået penge, de havde til gode, ind på deres konti. 

Normalt ville pengene først gå ind på deres konti, 30 dage efter arbejdet er udført, eller varen er leveret.

Med andre ord er der altså ikke tale om penge, som kommunen giver til virksomhederne, men snarere et spørgsmål om, at de får deres penge noget før.

Fremrykker byggerier

Odense Kommune arbejder på en løsning, der yderligere kan hjælpe de pressede odenseanske virksomheder, hvoraf mange er tvunget til at holde lukket på grund af coronakrisen. 

- Vi er i gang med at kigge på, hvad vi kan fremrykke af byggerier og renoveringer og hvor vi kan assistere vores erhvervsliv i at komme så godt som muligt igennem krisen, så vi kan holde på indtægter og arbejdspladser, siger Peter Rahbæk Juel.

I weekenden meldte Svendborg Kommune og Nyborg Kommune, at de sendte henholdsvis 60 og 30 millioner kroner ud til de private leverandører, mens Assens Kommune i denne uge har betalt regninger for 68 millioner kroner.

Størstedelen af beløbet er dog penge mellem offentlige instanser, så det er kun et mindre del, der gavner private virksomheder.

Odense Kommune har forudbetalt regninger for 81 millioner kroner til virksomheder for at hjælpe under coronakrisen.

Oversigt

    Oversigt