I det fynske folks tjeneste

Opfordrer fynske brandfolk til at undgå håndtryk

Beredskab Fyn vil ikke indføre et forbud mod håndtryk på arbejdspladsen, men råder sine ansatte til at lade være. 

00:39

Beredskab Fyn opfordrer nu sine ansatte til ikke at give hånd til hinanden på grund af coronavirus. Video: Jonas Mattsson

Mens ansatte i Trekantområdets Brandvæsen har fået et forbud mod at give håndtryk til hinanden på arbejdspladsen, er man ikke klar til et forbud hos Beredskab Fyn.

Læs også Coronavirus: Rune rådet til at blive hjemme - hans venner må bare ikke hoste på andre

- Vi anbefaler medarbejderne, at vi så vidt muligt undgår håndtryk, siger Anders Jul Pedersen, der er administrationschef hos Beredskab Fyn.

Med andre ord er der ikke tale om et decideret forbud, som blandt andre brandfolk i Middelfart har fået indført

Tillid til brandfolk

Ifølge Beredskab Fyn, der rykker ud til brande på Fyn undtagen Middelfart, har ledelsen tillid til, at brandfolkene følger deres sunde fornuft, så et forbud ikke er nødvendigt. 

- Retningslinjerne er noget, der efterspørges af medarbejderne. Vi lægger op til en anbefaling om så vidt muligt at undgå det, fordi vi har tillid til medarbejdernes gode og sunde fornuft. Vi vil ikke lave et forbud og nøjes med en anbefaling, forklarer Anders Jul Pedersen. 

Anbefalingen til de ansatte i Beredskab Fyn er kommet torsdag og er midlertidig. Desuden følger man Sundhedsstyrelsens anbefalinger. 

Tradition for håndtryk

Brandfolk har i højere grad en tradition for at give hinanden håndtryk i forbindelse med vagtskifte. 

Derudover er både Beredskab Fyn og Trekantsområdets Brandvæsen klar over, at deres medarbejdere udfører samfundsvigtige opgaver, så det vil belaste samfundet, hvis større dele af organisationen lægger sig syg.  

- Det er af hensyn til, at vi er en samfundsvigtig organisation, der skal løse vigtige opgaver. Derfor skal vi passe på hinanden, siger Anders Jul Pedersen.

Beredskab Fyn har cirka 400 medarbejdere samt omkring 150 frivillige.

Hvis du bliver syg

  • Covid-19 kan vise sig med feber, hoste eller vejrtrækningsbesvær. 
  • Symptomerne ses op til 14 dage, efter man er udsat for smitte. 
  • Hvis du inden for de seneste 14 dage har været i et land med covid-19-smittespredning, eller hvis du har været i tæt kontakt med en person med covid-19, så ring til lægen, hvis du er syg. 
  • Det er vigtigt, at du ringer først og ikke møder op i venteværelset, da du kan smitte andre.

Kilde: Sundhedsstyrelsen

Se mere