Overblik over pandemien: Disse dage ændrede Fyn og resten af verden

Der er sket meget, siden coronavirus begyndte at sprede sig i Kina i slutningen af 2019. Danmark er blevet lukket ned, genåbnet og lukket ned igen. Få overblikket over udviklingen set med fynske briller.

I mere end et år har Fyn og resten af verdenssamfundet været præget af coronaviruspandemien, som har resulteret i dødsfald, nedlukninger, genåbninger og massive økonomiske udfordringer.

Verden har i den grad forandret sig i løbet af 2020 og 2021. TV 2 Fyn nævnte første gang ordet coronavirus i januar 2020, kort efter smitten var opstået i Kina, og i dag har smitten spredt sig til stort set hele verden. Hele verden krydser fingre for, at en vaccine kan lægge en dæmper på pandemien i 2021.  

Overblik

På tidslinjen herunder kan du få et overblik over, hvordan coronavirussen har spredt sig og påvirket Fyn, Danmark og resten af verden set med fynske briller. Artiklen vil løbende blive opdateret (opdateret 1. maj 2021). 

 

Januar 2020

 

26. januar: Ordet coronavirus nævnes første gang på tv2fyn.dk. Det er en artikel om Erik Nielsen fra Nyborg, der er bekymret for sin søn Allan, som arbejder i Hubei-provinsen i Kina. Alle ikke-nødvendige rejser til Hubei-provinsen frarådes på grund af “den frygtede coronavirus”.

Erik Nielsen vil gerne bare have sønnen hjem fra Kina med det samme. Klippet er fra 26. januar 2020. 

 

Februar 2020

 

2. februar: Coronavirus har spredt sig til andre lande end Kina. Vagtlægerne i Region Syddanmark melder om flere opkald fra bekymrede fynboer

 

4. februar: Odense Bys Museer vurderer, at coronavirus kan få store konsekvenser for turismen i Odense, da de kinesiske myndigheder fraråder grupperejser. Især H.C. Andersens Hus kan mærke fraværet af kinesiske turister i Odense. 

Odense Bys Museer vurderer, at coronavirus kan få store konsekvenser for turismen i Odense den 4. februar.  Ole Holbech / Jonas O. Mattsson

 

4. februar: Odense Universitetshospital meddeler, at sundhedspersonalet er klar til at håndtere situationen med et særligt beredskab, hvis smitten kommer til Danmark. En ledende overlæge fortæller, at man skal tage situationen i Kina alvorligt, men at der ikke er grund til bekymring herhjemme.

 

19. februar: Fynske robotter sendes til Kina for at hjælpe med at desinficere på kinesiske sygehuse i kampen mod coronavirus.

 

27. februar: Den første dansker er blevet konstateret smittet med coronavirus. Der er tale om en TV 2-medarbejder i København. Ansatte på TV 2's afdeling i Odense sendes i karantæne. Smitten er kommet til Danmark via Norditalien, hvor der har været et større smitteudbrud. 

 

Marts 2020

 

4. marts: Coronavirus når til Fyn. For første gang er en fynsk patient testet positiv for coronavirus. Han blev undersøgt 2. marts på Odense Universitetshospital. Patienten har været på ferie i Milano i Italien.

Coronavirus når til Fyn.  Thomas Greve

 

6. marts: Sundhedsstyrelsen anbefaler, at arrangementer med over 1.000 deltagere aflyses eller udskydes. Det går blandt andet ud over fynske årsfester, messer, koncerter, håndtryksceremonier, sportskampe og så videre. Sundhedsstyrelsen opfordrer samme dag til, at man stopper med at give hånd, kramme og kysse. Det sker i håbet om at begrænse coronasmitten, siger direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm. 

 

11. marts: TV 2 Fyn kan afsløre, at 20 ud af 40 personer, der har været visiteret til podning, er blevet testet positive for coronavirus på Odense Universitetshospital. Mindst to ansatte er også testet positive. 

 

11. marts: Statsminister Mette Frederiksen annoncerer på et pressemøde nedlukningen af Danmark. Alle elever og studerende på alle uddannelsesinstitutioner sendes hjem. Skoler og børnehaver lukkes fra den kommende mandag i foreløbigt to uger. Offentligt ansatte sendes hjem. Supermarkeder holdes fortsat åbne, men statsministeren opfordrer til, at danskerne ikke hamstrer rugbrød eller toiletpapir. Samme aften tømmes flere butikker for toiletpapir og gær.

Se pressemødet med Mette Frederiksen 11. marts 2020.

 

12. marts: I alt 38 personer er konstateret smittet med coronavirus på Fyn, viser de første regionale tal fra Statens Serum Institut. 

 

13. marts: Alle ikke-nødvendige rejser til hele verden frarådes. Danske turister opfordres til at rejse hjem hurtigst muligt. 

 

17. marts: Et forsamlingsforbud på 100 personer træder i kraft. Det betyder blandt andet, at Odense Zoo bliver nødsaget til at lukke. Samme aften taler dronning Margrethe i en tv-tale til danskerne. 

 

18. marts: Forsamlinger på over ti personer forbydes. Butikker og indkøbscentre, eksempelvis Rosengårdcentret og Tarup Center i Odense, lukkes i første omgang indtil 30. marts. Alle konfirmationer bliver udskudt - i første omgang til efter pinse. 

 

18. marts: En frisørsalon i Odense modtager massiv kritik, efter at den har holdt ekstraordinært natteåbent, før den blev tvangslukket.

Mange kunder har været tilfredse med Salon Capillums natåbning, men salonen har samtidig fået massiv kritik. Lasse Beck Frost

 

19. marts: På Odense Universitetshospital bliver der torsdag lukket for langt de fleste besøgende for at forhindre yderligere smitte med coronavirus. 

- Det er nødvendigt for os at lukke smittekæden, siger lægelig direktør.  Grafik: Michel Bondo

 

23. marts: Fyn får sit første coronarelaterede dødsfald. Regeringen forlænger samme dag coronanedlukningen til efter påske. 

 

31. marts: Den fynske overlæge Karsten Bech dør efter at have været smittet med coronavirus. Den fynske speedwaystjerne Nicki Pedersen testes positiv for coronavirus. 

 

April 2020

 

3. april: Politidirektør Arne Gram fortæller, at et odenseansk bordel har fået en bøde for at have haft for meget knald på. Bordellet har i strid med regeringens retningslinjer holdt åbent. Også to barer, en vandpibecafé, en frisør samt fem privatpersoner har fået bøder for at overtræde forbuddene.  

Ti bøder er blevet delt ud, oplyser politiet på et pressemøde 3. april.  Morten Urup Skov

 

6. april: Regeringen præsenterer en plan for, hvordan Danmark gradvist skal genåbnes. Afsluttende eksamener i folkeskolen aflyses, meddeler statsminister Mette Frederiksen.

 

7. april: Musikfestivalen Heartland ved Egeskov Slot aflyses. Også Tinderbox, der tiltrækker op mod 45.000 mennesker i Tusindårsskoven i juni, aflyses. Aerosmith-koncerten i Middelfart i juni bliver udskudt. 

 

15. april: Eleverne i de mindste klasser vender gradvist tilbage i skole som led i genåbningen af Danmark. De skal dog være udenfor så meget som muligt. De ældste klasser modtager fjernundervisning. Det samme gør man på gymnasier, efterskoler og universiteter. Vuggestuer og børnehaver åbner også igen. 

 

17. april: Arbejdet med at etablere et testcenter i Odense går i gang. De hvide telte placeres på et militærområde i Højstrup. Det første sundhedspersonale testes 22. april, og senere kan fynboer uden symptomer bestille tid til en coronatest i de hvide telte.

 

20. april: Frisører, køreskoler og liberale erhverv får lov til at åbne igen.

 

24. april: Fyns Politi opretter en række såkaldte hotspots - eksempelvis Munke Mose i Odense eller Christiansminde Strand i Svendborg - hvor politiet vil sørge for, at ikke for mange mennesker samles, når det bliver godt vejr. 

 

Maj 2020

 

1. maj: Arrangementerne i forbindelse med arbejdernes internationale kampdag i eksempelvis Kongens Have i Odense er stort set droppet. Talerne streames i stedet for. 

 

11. maj: Tarup Center genåbner efter to måneders delvis nedlukning. Også Rosengårdcentret genåbner. 

Indkøbscentrene får lov til at genåbne.  Ole Holbech

 

18. maj: Restauranter, caféer og værtshuse genåbner som led i genåbningens fase to med begrænsede åbningstider og restriktioner. Også efterskoler får besked om, at de må genåbne, og det samme gør de ældste elever i folkeskolen. 

 

27. maj: Gymnasieelever på Fyn vender tilbage i skole

 

27. maj: Odense Zoo genåbner efter mere end to måneders nedlukning. Også museer og biografer kan igen åbne dørene. 

Gæsterne var glade for, at Odense Zoo åbnede dørene igen.  Jeanette Fournier / Redigering: Mads Ingemann

 

Juni 2020

 

3. juni: Regeringen og Folketingets partier giver tilladelse til studenterkørsel, og det vækker glæde på Fyn efter længere tids debat frem og tilbage. 

Simone Thrane bliver student fra HF og VUC Fyn, og hun er lykkelig for, at hun skal på studenterkørsel med klassen. Rasmus Rask

 

5. juni: Regeringen åbner for muligheden for et begrænset antal tilskuere til superligakampe. 

 

8. juni: Forsamlingsforbuddet hæves fra 10 til 50 personer. Fitnesscentre, svømmehaller og legelande må åbne igen som led i den gradvise genåbning af Danmark.  

 

15. juni: Rejser til Tyskland, Norge og Island bliver igen tilladt. 

 

TV 2 Fyn lavede denne video med tre af de mest rørende øjeblikke fra foråret 2020 på Fyn.  Pernille Gram / Masoud Jafari Pouia /Privat

 

9. juni: Jysk Fynske Medier, der blandt andet står bag avisen Fyens Stiftstidende, skal som følge af coronapandemien igennem en sparerunde. 100 stillinger nedlægges

 

18. juni: For første gang i tre måneder er der ingen indlagte med covid-19 på Odense Universitetshospital eller andre sygehuse i regionen. 

 

27. juni: Rejser til visse EU-lande samt Storbritannien tillades igen. Turister kan få adgang til Danmark, hvis de opfylder en række krav - blandt andet om et bestemt antal overnatninger. 

 

28. juni: Alle færger i Danmark gøres gratis for cyklister og gående hen over sommerferien. 

 

28. juni: Fyns Politi oplever en stor stigning i antallet af anmeldelser af for høj musik i nattetimerne. Fynboerne, der ikke må feste i nattelivet, rykker festen hjem og spiller musik for åbne vinduer i sommervarmen. 

 

28. juni: På Fyn bliver der registreret dobbelt så mange danskere i de fynske sommerhuse end normalt. Normalt udlejes størstedelen af sommerhusene til tyskere. 

 

Juli 2020

 

2. juli: En række fynske plejehjem genåbner for besøg. 

 

4. juli: Fynske minkfarme går fri af coronavirus, efter at 125 minkfarme på landsplan er blevet testet som følge af et smitteudbrud på minkfarme andre steder i landet. 

 

23. juli: Vejdirektoratet oplyser, at antallet af biler, der er kørt over Fyn i sommerferien, er steget betragteligt. Langt flere danskere holder ferie i Danmark. 

 

27. juli: Rekordmange bliver optaget på fynske videregående uddannelser, især som følge af coronapandemien. Skibsofficeruddannelsen Svendborg International Academy (Simac) oplever en af landets højeste stigninger. 

 

August 2020

 

10. august: Nyborg bliver som den første fynske kommune sat på sundhedsmyndighedernes observationsliste efter en stigning i antallet af smittede. Kommuner med et incidenstal over 20 får særligt fokus fra myndighederne. Incidenstal indikerer, hvor mange smittede per 100.000 indbyggere der er i kommunen. I de følgende dage sendes lærere og elever hjem fra en række skoler, i takt med at smitten spreder sig i byen. 

 

11. august: Lærerne på Nyborg Gymnasium skal bære mundbind på skolen. Tiltaget kommer i forlængelse af et smitteudbrud i kommunen. 

Eleverne er tilbage efter ferien på Nyborg Gymnasium, hvor der fra onsdag indføres nye restriktioner som følge af coronasmitte i byen.  Ole Holbech

 

14. august: For første gang dør flere end 10.000 mennesker på verdensplan med coronavirus i løbet af ét døgn.

 

22. august: Alle rejsende over 12 år i den kollektive trafik skal bære mundbind, når de tager tog, færge, taxa eller bus. 

 

25. august: TV 2 Fyn kan afsløre, at et smitteudbrud på et slageri i Ringsted kan kobles til udbrud i Nyborg og Odense. 

 

28. august: Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), deltager sammen med andre fremtrædende personer i et stort bryllup i Odense, hvor videooptagelser afslører, hvordan der bliver danset i en stor gruppe. Aqua optræder blandt andet til brylluppet på Brandts i Odense. 

Her ses Odenses borgmester til bryllup i Odense fredag aften, hvor han dansede og festede. Videoen er uden lyd af hensyn til rettigheder. Fotograf: Privat & Morten Albek Redigering: Maja Kærhus Jørgensen

 

September 2020

 

2. september: Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel, opfordrer i et facebookopslag unge odenseanere til at holde afstand og følge de generelle retningslinjer, samtidig med at ungefestivalen Generator aflyses på grund af en stigning i smitte i Odense. 

 

3. september: Antallet af smittede på læreruddannelsen på UCL i Odense stiger markant, efter at en lærerstuderende nogle dage forinden var blevet smittet. Skolen sender over 1.000 elever hjem. 

Antallet af coronasmittede ved UCL i Odense er steget til 37. Privatfoto

 

5. september: Odense er blandt de steder i landet, hvor der er flest nye smittede med coronavirus. Også andre fynske kommuner kommer i de følgende uger på sundhedsmyndighedernes observationsliste på grund af et højt antal nye smittede, heriblandt Kerteminde Kommune og Nordfyns Kommune.

 

7. september: Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), deltager i et pressemøde i København med sundhedsminister Magnus Heunicke (S), hvor de præsenterer en række lokale restriktioner, der kommer til at gælde i Odense: Forsamlingsforbuddet sænkes fra 100 til 50, mens barer og værtshuse begrænses til klokken 24 frem for klokken 02. 

 

8. september: En gruppe elever og lærere fra Næsby Skole i Odense bliver optaget på video, da de laver et stort gruppekram ved siden af et testcenter i Odense, der oplever stigende smitte. Skoleleder beklager efterfølgende episoden. 

TV 2 Fyn har modtaget flere forskellige videooptagelser fra episoden ved testcentret i nærheden af Syddansk Universitet i Odense. Se et par af dem her.  Privatoptagelser

 

9. september: Faaborg-Midtfyn Kommune oplever en markant stigning i antallet af smittede og sender hundredvis af kommunale medarbejdere hjem. 

 

9. september: Norge frarråder rejser til Fyn. Det sker, fordi Odense har været ramt af udbrud, som har fået smittetallene til at stige. Fynboer, der vil rejse til Norge, skal samtidig i ti dages karantæne, når de kommer til Norge. 

 

14. september: Efter flere ugers høje smittetal i Odense falder antallet af smittede, og der er på nuværende tidspunkt ikke behov for yderligere tiltag som i København, siger sundhedsminister Magnus Heunicke. Det ændres dog få dage senere. 

 

18. september: Statsminister Mette Frederiksen meddeler, at forsamlingsforbuddet sænkes til 50 i hele landet - også selv om smittetallene er faldende på Fyn. De lokale restriktioner fra København udbredes til hele landet, hvilket betyder, at barer og restauranter skal lukke klokken 22. Derudover indføres brug af mundbind på restaurationer. 

 

25. september: Der er registreret 678 nye coronatilfælde i Danmark, oplyser Statens Serum Institut. Det er det højeste daglige antal, der er målt, siden epidemien kom til landet i marts. Der skal dog tages højde for, at Danmark nu tester langt mere end i foråret.

 

29. september: Antallet af døde med coronavirus på verdensplan passerer en million. 

 

Oktober

 

4. oktober: Fire danskere med coronavirus dør inden for ét døgn. Det er det højeste antal siden juni, oplyser Statens Serum Institut. 

 

23. oktober: Efter stigende smitte i store dele af samfundet holder statsminister Mette Frederiksen endnu et pressemøde, hvor hun varsler yderligere restriktioner.

 

Se uddrag fra Mette Frederiksens pressemøde.  Redigering: Mie Flyttov

26. oktober: Der bliver registreret flere end 1.000 nye tilfælde af coronavirus i løbet af ét døgn. Det er det højeste antal under pandemien. Der bliver dog testet flere danskere end i foråret. 

 

26. oktober: Forsamlingsforbuddet sænkes fra 50 til 10 personer i Danmark efter stigende smitte i store dele af samfundet. 

 

29. oktober: Der indføres krav om mundbind indendørs på offentlig steder - blandt andet i supermarkeder, i biografer og på hospitaler. Det er hellere ikke længere tilladt at sælge alkohol efter klokken 22. 

 

31. oktober: Regeringen indfører et varslingssystem, som består af fem risikoniveauer, der er baseret ud fra smittetal. Sundhedsminister Magnus Heunicke fortæller, at Danmark er på risikoniveau 3 på en skala fra 1 til 5.

 

November

 

3. november: Flere folketingsmedlemmer bliver smittet med coronavirus, og en række ministre - inklusive statsminister Mette Frederiksen - må gå i karantæne. Folketingsmeldem og tidligere minister Lars Christian Lilleholt, fortæller, at han er smittet og indlagt på Odense Universitetshospital, hvor han modtager behandling. Han er ikke den eneste. Antallet af indlagte på OUH er tredoblet på få uger. 

 

4. november: Regeringen melder ud, at alle mink i Danmark skal aflives på grund af frygt for mutation af virus. En mutation blandt danske mink kan bringe effekten af en fremtidig coronavaccine i fare. 42 fynske minkfarme begynder dagen efter aflivningen af de tusindvis af dyr. Martin From, der er formand for minkavlerne på Fyn, har eksempelvis 65.000 mink fordelt på tre fynske farme. Op mod en million mink på Fyn skal aflives hurtigst muligt. 

Familien Kristiansen flager på halv, fordi de mener, at hele minkbranchen er død. Fotograf: Alex Syrik Redigering: Louise Koustrup

 

6. november: Flere fynske kommunalbestyrelser og byråd vælger at lukke deres møder for offentligheden og pressen på grund af risikoen for coronasmitte.

 

15. november: Den fynske folketingspolitiker Lars Christian Lilleholt, der tidligere på måneden var indlagt i seks dage på OUH, hvor han blev behandlet for covid-19, fortæller, at han er blevet genindlagt i isolation på hospitalet. 

 

16. november: Situationen med smittede mink er smittet af på juletræsbranchen. Mange tør ikke købe danske juletræer af frygt for coronavirus, og det presser branchen og går ud over eksporten af fynske juletræer.

Juletræsbranchen er hårdt presset af coronasituationen i Danmark. De udenlandske importører tøver med at købe de fynske juletræer. Fotografi: Thomas Greve Redigering: Martin Dreyer

 

20. november: Ærø er den eneste kommune i Danmark, hvor der ikke er bekymrende smittetal. Resten af landet oplever et højt antal smittede. 

 

20. november: 11.801 mennesker med coronavirus dør på én dag på verdensplan. Det er rekord og væsentligt højere end i foråret. Flere lande, inklusive Danmark, er ramt af den anden bølge i pandemien. På Fyn er det især Odense, der oplever stigende smittetal. 

 

23. november: Presset på de akutte afdelinger på OUH og landets andre hospitaler er enormt, fortæller overlæger. Fortsætter det, kan planlagte operationer igen hænge i en tynd tråd, lyder advarslen.

 

24. november: Smittetallet stiger i Odense. I løbet af en uge incidenstallet steget fra 108 til 163,5. Alene i bydelen Vollsmose er der stor smittespredning. Bydelen oplever incidenstal på 1.060,9, hvilket svarer til, at omkring 100 beboere ud af de cirka 9.200 beboere er blevet smittet i løbet af en uge. Byens politikere og politi laver yderligere tiltag for at dæmpe smittespredningen.

 

28. november: Der er blevet registreret 1.636 nye smittetilfælde på et døgn i Danmark. Det er rekord. 

 

29. november: En undersøgelser viser, at seks ud af ti danskere bruger mundbind forkert. 

 

December

 

1. december: Regeringen indfører nye coronarestriktioner for hele landet. Restriktionerne er fordelt på handel, uddannelser, arbejdspladser, idræts- og fritidsaktiviteter og forsamlinger. Alle familier i hele landet opfordres eksempelvis til at foretage julegaveindkøbene én person ad gangen. Der indføres desuden krav om ensretning i stormagasiner, storcentre og butikker på over 2000 kvadratmeter i hele landet.

Fynske butiksejere frygter, at de nye restriktioner går ud over julehandlen.  Ole Holbech Redigering: Liv Østerstrand

 

2. december: Medicinalselskaberne Pfizer og Biontech får godkendt deres coronavaccine i Storbritannien. Det forventes også, at EU senere godkender de samme vacciner. De første briter kan blive vaccineret i december 2020. Vaccinen beskytter ifølge de nyeste data omkring 95 procent af befolkningen mod covid-19.

 

4. december: Antallet af coronarelaterede dødsfald på verdensplan passerer halvanden million mennesker.

 

7. december: Statsminister Mette Frederiksen præsenterer en række nye restriktioner, der betyder, at 38 kommuner, heriblandt Odense, bliver delvist nedlukket. De ældste skoleelever sendes hjem, mens restauranter, barer og caféer lukkes ligesom i foråret. Derudover bliver idræts- og foreningslivet lukket, og det samme gælder teatre, biografer, spillesteder, museer, fitnesscentre og biblioteker. Både offentlige og private arbejdspladser opfordres til at sende ansatte hjem. 

 

8. december: Storbritannien bliver det første europæiske land, der vaccinerer en borger med Pfizer-vaccinen, som EU senere skal godkende til brug i Danmark og resten af EU. Også Rusland er begyndt at vaccinere mod coronavirus. 

 

9. december: 60 byggearbejdere på Nyt OUH konstateres smittet med coronavirus. 

 

10. december: Middelfart og en række andre kommuner i landet bliver ligeledes omfattet af den delvise nedlukning, som regeringen præsenterede blot nogle få dage forinden.

 

10. december: For første gang bliver der registreret flere end 3.000 nye tilfælde af coronasmitte i Danmark på ét døgn. Det er en rekord, som bliver slået de efterfølgende dage, hvor antallet af smittede dagligt ligger over 3.000 nye smittede. Det er især i København, Aarhus og Odense, at smittet er udbredt, men hele landet - undtagen Ærø - oplever stigende smittetal. 

 

11. december: Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel, opfordrer odenseanerne og især de unge til at droppe julefrokoster og fester i julen.

Se hele pressemødet fra Odense Rådhus om corona-situationen i Odense.  TV 2 Fyn

 

16. december: De delvise nedlukninger, der tidligere på måneden ramte først Odense og senere Middelfart, udbredes til hele Fyn og hele landet, der reelt lukker ned hen over jul og nytår. Det meddeler statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde. Det betyder, at skoleelever landet over sendes på tidlig juleferie, storcentre lukkes, og butikker, restauranter og meget andet skal holde lukket hen over jul og nytår.

18. december: Antallet af coronarelaterede dødsfald i Danmark passerer 1.000 mennesker. 

 

23. december: Kirker aflyser julegudstjenester i sidste øjeblik. 

 

27. december: Fynske Leif Heiselberg på 79 år skriver sig ind i historiebøgerne, da han som den første dansker bliver vaccineret mod coronavirus. 

79-årige Leif Heiselberg modtager som den første dansker vaccinen mod coronavirus. Pernille Gram

 

29. december: De landsdækkende restriktioner og nedlukningen af Danmark, heriblandt skoler og butikker, bliver forlænget til 17. januar - og senere igen til 28. februar. 

 

2021

 

Januar

 

5. januar: Regeringen sænker forsamlingsforbuddet fra ti til fem personer. Det skyldes udbruddet af en særlig britisk mutation af coronavirus, som er mere smitsom. Samtidig opfordrer statsminister Mette Frederiksen og direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm til, at danskerne aflyser alle aftaler, der ikke er nødvendige.

 

8. januar: Alle rejser til udlandet frarådes.

 

15. januar: Antallet af coronarelaterede dødsfald runder to millioner mennesker på verdensplan. 

 

17. januar: Leif Heiselberg bliver som den første fynbo vaccineret for anden gang mod coronavirus.

79-årige Leif Heiselberg får sit andet vaccinestik.  Video: Alexander Aagaard / Redigering: Pernille Gram / Foto: Odense Kommune

 

Februar

 

8. februar 2021: De yngste skoleklasser fra børnehaveklassen til 4. klasse vender tilbage i skole som første led i genåbningen af Danmark, der har været lukket siden siden midten af december. 

 

24. februar 2021: Regeringen annoncerer lempelser af en række coronarestriktioner, heriblandt genåbningen af udvalgsbutikker under 5.000 kvadratmeter og udendørs kulturinstitutioner. Det der første led i en forsigtig genåbning af samfundet. Forsamlingsforbuddet hæves desuden fra fem til ti personer. På Fyn skal de ældste skoleelever, efterskoleelever og gymnasieelever fortsat undervises hjemme, mens de tillades i andre regioner. De fleste coronarestriktioner forlænges til 5. april. 

 

25. februar 2021: Dødstallet på verdensplan passerer 2,5 millioner mennesker. 

 

26. februar 2021: Efter en kraftig smittestigning i Vollsmose vælger Odense Kommune at lukke to skoler i bydelen.

 

Marts 2021

 

1. marts: En mindre genåbning af Danmark går i gang efter flere månedernes nedlukning. De fleste butikker kan genåbne under særlige restriktioner - og med særlige krav om afstand og antal kunder. Storcentre, liberale erhverv og meget andet skal fortsat holde lukket. 

 

15. marts: Efterskole- og højskoleelever samt afgangselever vender tilbage i skole. 

 

23. marts: Efter tre måneders nedlukning af samfundet præsenterer regeringen en længe ventet og langsigtet genåbningsplan for Danmark

 

24. marts: Oure Efterskole lukker midlertidigt og sender over 500 elever hjem, efter at 19 elever er blevet konstateret smittet med coronavirus.

 

27. marts 2021: Status er, at 2.412 danskere med coronavirus er døde. Over 227.000 danskere er blevet smittet, og 4,5 millioner danskere er blevet testet. Over 670.000 danskere, især ældre på plejehjem og sundhedspersonalet, er blevet vaccineret mod coronavirus mindst én gang. Dødstallet på verdensplan ligger på over 2,75 millioner mennesker. 


April 2021

6. april: De liberale erhverv, eksempelvis frisører, genåbner. Der bliver indført et coronapas, når man vil besøge restauranter, frisøren, biografen eller til udlandsrejser, når de igen bliver relevant. Det skal vise, om en person er færdigvaccineret, har overstået covid-19-infektion eller er testet negativ for coronavirus.

12. april: Efter længere tid med høj smitte i Vollsmose går det igen den rigtige vej i bydelen, som oplever sit laveste antal nye smittede i to måneder.

20. april: Restauranter, barer, indendørs idræt, superligastadioner, højskoler og storcentre genåbner.

22. april: 16 ud af 311 elever på Peter Willemoesskolen i Assens Kommune er blevet konstateret smittet med coronavirus, og derfor lukker skolen.

24. april: Smitten i Assens Sogn er så højt, at hele sognet lukker. 90 procent af de smittede er børn og unge.

29. april: Storms Pakhus i Odense genåbner.

Maj 2021

1. maj: Igen i år er optog og store arrangementerne i forbindelse med arbejdernes internationale kampdag aflyst. Det gælder også det traditionelle arrangement i Kongens Have i Odense. Talerne afholdes i stedet for virtuelt.

1. maj 2021: Status er, at 2.485 danskere med coronavirus er døde. Over 251.000 danskere er blevet smittet, og 4,7 millioner danskere er blevet pcr-testet. Over 1,3 millioner danskere, især ældre og sundhedspersonalet, er blevet vaccineret mod coronavirus mindst én gang. Dødstallet på verdensplan ligger på over 3,1 millioner mennesker.