I det fynske folks tjeneste

Overblik: Sådan har coronavirus udviklet sig på Fyn i 2020

2020 har været historisk som følge af coronaviruspandemien. Nedlukninger, genåbninger, dødsfald, smittestigninger og alt muligt andet har præget Fyn og resten af verden. Få overblikket over udviklingen her. 

Siden statsminister Mette Frederiksen holdt sit famøse pressemøde 11. marts, har verdenssamfundet ændret sig markant. Få overblikket over udviklingen på Fyn. Foto: Scanpix collage / TV 2 Fyn

I mere end et halvt år har Fyn og resten af verdenssamfundet været præget af coronaviruspandemien, som har resulteret i dødsfald, nedlukninger, genåbninger og massive økonomiske udfordringer.

Læs også Følg corona-situationen: Socialministeriet indkalder til pressemøde

Verden har i den grad forandret sig i løbet af 2020. TV 2 Fyn nævnte første gang ordet coronavirus i januar 2020, kort efter smitten var opstået i Kina, og i dag har smitten spredt sig til stort set hele verden. 

På tidslinjen herunder kan du få et overblik over, hvordan coronavirussen har spredt sig og påvirket Fyn, Danmark og resten af verden set med fynske briller. Artiklen vil løbende blive opdateret (opdateret 4. oktober 2020). 

 

Januar 2020

 

26. januar: Ordet coronavirus nævnes første gang på tv2fyn.dk. Det er en artikel om Erik Nielsen fra Nyborg, der er bekymret for sin søn Allan, som arbejder i Hubei-provinsen i Kina. Alle ikke-nødvendige rejser til Hubei-provinsen frarådes på grund af “den frygtede coronavirus”.

00:38

Erik Nielsen vil gerne bare have sønnen hjem fra Kina med det samme. Klippet er fra 26. januar 2020. 

Luk video

 

Februar 2020

 

2. februar: Coronavirus har spredt sig til andre lande end Kina. Vagtlægerne i Region Syddanmark melder om flere opkald fra bekymrede fynboer

 

4. februar: Odense Bys Museer vurderer, at coronavirus kan få store konsekvenser for turismen i Odense, da de kinesiske myndigheder fraråder grupperejser. Især H.C. Andersens Hus kan mærke fraværet af kinesiske turister i Odense. 

00:53

Odense Bys Museer vurderer, at coronavirus kan få store konsekvenser for turismen i Odense den 4. februar.  Video: Ole Holbech / Jonas O. Mattsson

Luk video

 

4. februar: Odense Universitetshospital meddeler, at sundhedspersonalet er klar til at håndtere situationen med et særligt beredskab, hvis smitten kommer til Danmark. En ledende overlæge fortæller, at man skal tage situationen i Kina alvorligt, men at der ikke er grund til bekymring herhjemme.

 

19. februar: Fynske robotter sendes til Kina for at hjælpe med desinficere på kinesiske sygehuse i kampen mod coronavirus.

 

27. februar: Den første dansker er blevet konstateret smittet med coronavirus. Der er tale om en TV 2-medarbejder i København. Ansatte på TV 2's afdeling i Odense sendes i karantæne. Smitten er kommet til Danmark via Norditalien, hvor der har været et større smitteudbrud. 

 

Marts 2020

 

4. marts: Coronavirus når til Fyn. For første gang er en fynsk patient testet positiv for coronavirus. Han blev undersøgt 2. marts på Odense Universitetshospital. Patienten har været på ferie i Milano i Italien.

00:22

Coronavirus når til Fyn.  Video: Thomas Greve

Luk video

 

6. marts: Sundhedsstyrelsen anbefaler, at arrangementer med over 1.000 deltagere aflyses eller udskydes. Det går blandt andet ud over fynske årsfester, messer, koncerter, håndtryksceremonier, sportskampe og så videre. Sundhedsstyrelsen opfordrer samme dag til, at man stopper med at give hånd, kramme og kysse. Det sker i håbet om at begrænse coronasmitten, siger direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm. 

 

11. marts: TV 2 Fyn kan afsløre, at 20 ud af 40 personer, der har været visiteret til podning, er blevet testet positive for coronavirus på Odense Universitetshospital. Mindst to ansatte er også testet positive. 

 

11. marts: Statsminister Mette Frederiksen annoncerer på et pressemøde nedlukningen af Danmark. Alle elever og studerende på alle uddannelsesinstitutioner sendes hjem. Skoler og børnehaver lukkes fra den kommende mandag i foreløbigt to uger. Offentligt ansatte sendes hjem. Supermarkeder holdes fortsat åbne, men statsministeren opfordrer til, at danskerne ikke hamstrer rugbrød eller toiletpapir. Samme aften tømmes flere butikker for toiletpapir og gær.

57:00

Se pressemødet med Mette Frederiksen 11. marts 2020.

Luk video

 

12. marts: I alt 38 personer er konstateret smittet med coronavirus på Fyn, viser de første regionale tal fra Statens Serum Institut. 

 

13. marts: Alle ikke-nødvendige rejser til hele verden frarådes. Danske turister opfordres til at rejse hjem hurtigst muligt. 

 

17. marts: Et forsamlingsforbud på 100 personer træder i kraft. Det betyder blandt andet, at Odense Zoo bliver nødsaget til at lukke. Samme aften taler dronning Margrethe i en tv-tale til danskerne. 

 

18. marts: Forsamlinger på over ti personer forbydes. Butikker og indkøbscentre, eksempelvis Rosengårdcentret og Tarup Center i Odense, lukkes i første omgang indtil 30. marts. Alle konfirmationer bliver udskudt - i første omgang til efter pinse. 

 

18. marts: En frisørsalon i Odense modtager massiv kritik, efter at den har holdt ekstraordinært natteåbent, før den blev tvangslukket.

01:01

Mange kunder har været tilfredse med Salon Capillums natåbning, men salonen har samtidig fået massiv kritik. Video: Lasse Beck Frost

Luk video

 

19. marts: På Odense Universitetshospital bliver der torsdag lukket for langt de fleste besøgende for at forhindre yderligere smitte med coronavirus. 

00:54

- Det er nødvendigt for os at lukke smittekæden, siger lægelig direktør.  Video: Grafik: Michel Bondo

Luk video

 

23. marts: Fyn får sit første coronarelaterede dødsfald. Regeringen forlænger samme dag coronanedlukningen til efter påske. 

 

31. marts: Den fynske overlæge Karsten Bech dør efter at have været smittet med coronavirus. Den fynske speedwaystjerne Nicki Pedersen testes positiv for coronavirus. 

 

April 2020

 

3. april: Politidirektør Arne Gram fortæller, at et odenseansk bordel har fået en bøde for at have haft for meget knald på. Bordellet har i strid med regeringens retningslinjer holdt åbent. Også to barer, en vandpibecafé, en frisør samt fem privatpersoner har fået bøder for at overtræde forbuddene.  

00:56

Ti bøder er blevet delt ud, oplyser politiet på et pressemøde 3. april.  Video: Morten Urup Skov

Luk video

 

6. april: Regeringen præsenterer en plan for, hvordan Danmark gradvist skal genåbnes. Afsluttende eksamener i folkeskolen aflyses, meddeler statsminister Mette Frederiksen.

 

7. april: Musikfestivalen Heartland ved Egeskov Slot aflyses. Også Tinderbox, der tiltrækker op mod 45.000 mennesker i Tusindårsskoven i juni, aflyses. Aerosmith-koncerten i Middelfart i juni bliver udskudt. 

 

15. april: Eleverne i de mindste klasser vender gradvist tilbage i skole som led i genåbningen af Danmark. De skal dog være udenfor så meget som muligt. De ældste klasser modtager fjernundervisning. Det samme gør man på gymnasier, efterskoler og universiteter. 

 

17. april: Arbejdet med at etablere et testcenter i Odense går i gang. De hvide telte placeres på et militærområde i Højstrup. Det første sundhedspersonale testes 22. april, og senere kan fynboer uden symptomer bestille tid til en coronatest i de hvide telte.

 

20. april: Små virksomheder får lov til at genåbne. 

 

24. april: Fyns Politi opretter en række såkaldte hotspots - eksempelvis Munke Mose i Odense eller Christiansminde Strand i Svendborg - hvor politiet vil sørge for, at ikke for mange mennesker samles, når det bliver godt vejr. 

 

Maj 2020

 

1. maj: Arrangementerne i forbindelse med arbejdernes internationale kampdag i eksempelvis Kongens Have i Odense er stort set droppet. Talerne streames i stedet for. 

 

11. maj: Tarup Center genåbner efter to måneders delvis nedlukning. Også Rosengårdcentret genåbner. 

00:32

Indkøbscentrene får lov til at genåbne.  Video: Ole Holbech

Luk video

 

18. maj: Restauranter, caféer og værtshuse genåbner som led i genåbningens fase to med begrænsede åbningstider og restriktioner. Også efterskoler får besked om, at de må genåbne, og det samme gør de ældste elever i folkeskolen. 

 

27. maj: Gymnasieelever på Fyn vender tilbage i skole

 

27. maj: Odense Zoo genåbner efter mere end to måneders nedlukning. Også museer og biografer kan igen åbne dørene. 

01:10

Gæsterne var glade for, at Odense Zoo åbnede dørene igen.  Video: Jeanette Fournier / Redigering: Mads Ingemann

Luk video

 

Juni 2020

 

3. juni: Regeringen og Folketingets partier giver tilladelse til studenterkørsel, og det vækker glæde på Fyn efter længere tids debat frem og tilbage. 

00:45

Simone Thrane bliver student fra HF og VUC Fyn, og hun er lykkelig for, at hun skal på studenterkørsel med klassen. Video: Rasmus Rask

Luk video

 

5. juni: Regeringen åbner for muligheden for et begrænset antal tilskuere til superligakampe. 

 

8. juni: Forsamlingsforbuddet hæves fra 10 til 50 personer. Fitnesscentre, svømmehaller og legelande må åbne igen som led i den gradvise genåbning af Danmark.  

 

15. juni: Rejser til Tyskland, Norge og Island bliver igen tilladt. 

 

01:10

TV 2 Fyn lavede denne video med tre af de mest rørende øjeblikke fra foråret 2020 på Fyn.  Video: Pernille Gram / Masoud Jafari Pouia /Privat

Luk video

 

9. juni: Jysk Fynske Medier, der blandt andet står bag avisen Fyens Stiftstidende, skal som følge af coronapandemien igennem en sparerunde. 100 stillinger nedlægges

 

18. juni: For første gang i tre måneder er der ingen indlagte med covid-19 på Odense Universitetshospital eller andre sygehuse i regionen. 

 

27. juni: Rejser til visse EU-lande samt Storbritannien tillades igen. Turister kan få adgang til Danmark, hvis de opfylder en række krav - blandt andet om et bestemt antal overnatninger. 

 

28. juni: Alle færger i Danmark gøres gratis for cyklister og gående hen over sommerferien. 

 

28. juni: Fyns Politi oplever en stor stigning i antallet af anmeldelser af for høj musik i nattetimerne. Fynboerne, der ikke må feste i nattelivet, rykker festen hjem og spiller musik for åbne vinduer i sommervarmen. 

 

28. juni: På Fyn bliver der registreret dobbelt så mange danskere i de fynske sommerhuse end normalt. Normalt udlejes størstedelen af sommerhusene til tyskere. 

 

Juli 2020

 

2. juli: En række fynske plejehjem genåbner for besøg. 

 

4. juli: Fynske minkfarme går fri af coronavirus, efter at 125 minkfarme på landsplan er blevet testet som følge af et smitteudbrud på minkfarme andre steder i landet. 

 

23. juli: Vejdirektoratet oplyser, at antallet af biler, der er kørt over Fyn i sommerferien, er steget betragteligt. Langt flere danskere holder ferie i Danmark. 

 

27. juli: Rekordmange bliver optaget på fynske videregående uddannelser, især som følge af coronapandemien. Skibsofficeruddannelsen Svendborg International Academy (Simac) oplever en af landets højeste stigninger. 

 

August 2020

 

10. august: Nyborg bliver som den første fynske kommune sat på sundhedsmyndighedernes observationsliste efter en stigning i antallet af smittede. Kommuner med et incidenstal over 20 får særligt fokus fra myndighederne. Incidenstal indikerer, hvor mange smittede per 100.000 indbyggere der er i kommunen. I de følgende dage sendes lærere og elever hjem fra en række skoler, i takt med at smitten spreder sig i byen. 

 

11. august: Lærerne på Nyborg Gymnasium skal bære mundbind på skolen. Tiltaget kommer i forlængelse af et smitteudbrud i kommunen. 

00:18

Eleverne er tilbage efter ferien på Nyborg Gymnasium, hvor der fra onsdag indføres nye restriktioner som følge af coronasmitte i byen.  Video: Ole Holbech

Luk video

 

22. august: Alle rejsende over 12 år i den kollektive trafik skal bære mundbind, når de tager tog, færge, taxa eller bus. 

 

25. august: TV 2 Fyn kan afsløre, at et smitteudbrud på et slageri i Ringsted kan kobles til udbrud i Nyborg og Odense. 

 

28. august: Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), deltager sammen med andre fremtrædende personer i et stort bryllup i Odense, hvor videooptagelser afslører, hvordan der bliver danset i en stor gruppe. Aqua optræder blandt andet til brylluppet på Brandts i Odense. 

01:03

Her ses Odenses borgmester til bryllup i Odense fredag aften, hvor han dansede og festede. Videoen er uden lyd af hensyn til rettigheder. Video: Fotograf: Privat & Morten Albek Redigering: Maja Kærhus Jørgensen

Luk video

 

September 2020

 

2. september: Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel, opfordrer i et facebookopslag unge odenseanere til at holde afstand og følge de generelle retningslinjer, samtidig med at ungefestivalen Generator aflyses på grund af en stigning i smitte i Odense. 

 

3. september: Antallet af smittede på læreruddannelsen på UCL i Odense stiger markant, efter at en lærerstuderende nogle dage forinden var blevet smittet. Skolen sender over 1.000 elever hjem. 

00:53

Antallet af coronasmittede ved UCL i Odense er steget til 37. Video: Privatfoto

Luk video

 

5. september: Odense er blandt de steder i landet, hvor der er flest nye smittede med coronavirus. Også andre fynske kommuner kommer i de følgende uger på sundhedsmyndighedernes observationsliste på grund af et højt antal nye smittede, heriblandt Kerteminde Kommune og Nordfyns Kommune.

 

7. september: Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), deltager i et pressemøde i København med sundhedsminister Magnus Heunicke (S), hvor de præsenterer en række lokale restriktioner, der kommer til at gælde i Odense: Forsamlingsforbuddet sænkes fra 100 til 50, mens barer og værtshuse begrænses til klokken 24 frem for klokken 02. 

 

8. september: En gruppe elever og lærere fra Næsby Skole i Odense bliver optaget på video, da de laver et stort gruppekram ved siden af et testcenter i Odense, der oplever stigende smitte. Skoleleder beklager efterfølgende episoden. 

00:14

TV 2 Fyn har modtaget flere forskellige videooptagelser fra episoden ved testcentret i nærheden af Syddansk Universitet i Odense. Se et par af dem her.  Video: Privatoptagelser

Luk video

 

9. september: Faaborg-Midtfyn Kommune oplever en markant stigning i antallet af smittede og sender hundredvis af kommunale medarbejdere hjem. 

 

9. september: Norge frarråder rejser til Fyn. Det sker, fordi Odense har været ramt af udbrud, som har fået smittetallene til at stige. Fynboer, der vil rejse til Norge, skal samtidig i ti dages karantæne, når de kommer til Norge. 

 

14. september: Efter flere ugers høje smittetal i Odense falder antallet af smittede, og der er på nuværende tidspunkt ikke behov for yderligere tiltag som i København, siger sundhedsminister Magnus Heunicke. Det ændres dog få dage senere. 

 

18. september: Statsminister Mette Frederiksen meddeler, at forsamlingsforbuddet sænkes til 50 i hele landet - også selv om smittetallene er faldende på Fyn. De lokale restriktioner fra København udbredes til hele landet, hvilket betyder, at barer og restauranter skal lukke klokken 22. Derudover indføres brug af mundbind på restaurationer. 

 

25. september: Der er registreret 678 nye coronatilfælde i Danmark, oplyser Statens Serum Institut. Det er det højeste daglige antal, der er målt, siden epidemien kom til landet i marts. Der skal dog tages højde for, at Danmark nu tester langt mere end i foråret.

 

Oktober

 

4. oktober: Fire danskere med coronavirus dør inden for ét døgn. Det er det højeste antal siden juni, oplyser Statens Serum Institut. 

 

4. oktober: Status er, at 658 danskere med coronavirus er døde. Knap 30.000 danskere er blevet smittet, og næsten 2,5 millioner danskere er blevet testet. Dødstallet på verdensplan har passeret en million mennesker.