Peter bød op til sikker swing fra taget af sin swingerklub

Lørdag inviterede swingerklubejer Peter Spælling til koncert fra taget af sin swingerklub i Ringe. Han er nemlig bange for, at klubben bliver glemt. - Jeg har savnet vores gæster helt vildt.

Det startede med noget så mærkværdigt som en drive-in gudstjeneste i Midtjylland, som swingerklubejeren Peter Spælling lagde mærke til. Så opdagede han, at en bingoklub i København også havde drive in. Og så fik han selv en idé:

Drive-in koncert fra taget af swingerklubben Afrodite Club i Ringe. 

- Det lå lige til højre benet, forklarer swingerklubejeren og musikeren dagen derpå. Under mere normale omstændigheder spiller han op til dans med Kim Larsen-numre, når aftenen går på hæld i swingerklubben. 

På tagkoncertens setliste var alt fra Guns N' Roses "Sweet Child O' Mine" til Carl Nielsen-komponerede "Jeg ved en lærkerede". Derudover havde Peter Spælling også taget to af sine egne numre med. 

- Det gik rigtig godt. Jeg har savnet vores gæster helt vildt. Jeg blev helt varm i hjertet over at se dem, siger Peter Spælling. 

Håber, det var sidste coronakoncert

Ligesom mange andre erhvervsdrivende har coronavirus ramt hans forretning. Det betyder blandt andet, at han har lukket for swing i klubben. 

- Det var ikke kun for hyggens skyld – det er også for Afrodite Clubs skyld. Vi må helst ikke gå i forglemmelse, siger han. 

Fakta: Peter Spælling er swingerklubejer og musiker

Det fleste af koncertens tilhører var ifølge Peter Spælling faste gæster i swingerklubben. Enkelte forbipasserende kiggede også forbi tagkoncerten. 

- Jeg skylder en stor tak til naboer og genboer – de synes heldigvis, det var en god idé, griner han. 

Selvom Peter Spælling ikke er bleg for at kalde koncerten for vellykket, så håber han alligevel, at det bliver første, sidste og eneste gang, at han laver drive-in koncert under en pandemi. 

-  Jeg håber, at jeg kan spille fra taget igen. Men jeg håber ikke, at det bliver på grund af corona, siger Peter Spælling, der forestiller sig en årlig midsommerkoncert fra taget af swingerklubben. 

Peter Spælling har spillet musik siden han var 13 år.
Peter Spælling har spillet musik siden han var 13 år.
Foto: Ole Holbech

I den kommende uge forventer Peter Spælling, at han så småt kan begynde på fremvisninger af klubben for interesserede. Det er endnu uvist, hvornår klubbens gæster kan mødes igen. 

- Jeg får rigtig mange meddelser fra gæster og interesserede, forklarer han og lover, at klubben vil følge myndighedernes retningslinjer.

Oversigt

    Oversigt