Psykolog: Derfor bliver vi kulrede af at gå hjemme 

Arbejde, skole og fritid flyder sammen, når vi skal opholde os hjemme på grund af coronavirus. Uvisheden kan være svær at håndtere, forklarer psykolog. 

Hjemmearbejde, hjemmeskole og aflyste fritidsinteresser. Siden store dele af Danmark lukkede ned den 11. marts, har vi alle skullet vænne os til en ny hverdag, hvor vi ikke har kunnet gøre de samme ting, som vi plejer. 

Det kan være svært for os at navigere i, når vi ikke længere kan støtte os til hverdagens faste holdepunkter. 

Det vurderer psykolog Christian Stewart-Ferrer fra Tidens Psykologer. 

- Mange af de ting, der holder en rytme og fortæller os, hvem vi er, de er lige pludselig væk. Det giver en mere grundlæggende utryghed, siger han. 

Kontroltab 

For som mennesker er vi indrettet sådan, at vi grundlæggende har det bedst, hvis vi har kontrol over tingene, men det har vi ikke med corona-pandemien. 

- Det, at det fortsætter på ubestemt tid. Er det til sommer eller efter sommeren? Kommer der en anden bølge? Det giver en utryghed og en grundlæggende forvirring, forklarer psykologen. 

Derfor råder Christian Stewart-Ferrer til, at man forsøger at få det bedste ud af det og forsøger at fokusere på, hvad man kan gøre i den nuværende situation. For eksempel ved at sænke ambitionsniveauet for hjemmeskoling eller udbyttet af ens eget arbejde. 

- Familien er ofte et godt udgangspunkt, men også det jeg ellers foretager mig, eller kan foretage mig, siger han. 

Det meste af Danmark har været lukket ned siden 11. marts som følge coronasmitten. De nuværende tiltag fortsætter foreløbigt frem til den 13. april.

 

Oversigt

    Oversigt