I det fynske folks tjeneste

Regionen søger ekstra hænder: Flere end 400 har meldt sig til at hjælpe på sygehusene

Siden Region Syddanmark lagde et jobopslag op søndag eftermiddag, er der kommet flere end 400 ansøgninger, og de bliver ved med at tikke ind.

Flere end 400 syddanskere har meldt sig til at hjælpe, hvis regionens sygehuse får brug for hjælp.

Både nye og gamle hænder skal sprittes af, hvis Region Syddanmarks sygehuse får brug for sundhedsfaglig assistance. Og hænder er der nok af.

Ifølge Regionen har flere end 400 syddanskere har foreløbigt stillet sig til rådighed for sygehusene, hvis der skulle blive brug for ekstra hænder. Det glæder HR-Direktør fra Region Syddanmark, Lene Borregaard.

- Det viser en utrolig stor interesse og forståelse for den situation vi står i, og det viser, at der er rigtigt mange, der er villige til at give en hånd, hvis det bliver nødvendigt, siger hun.

Regionen udsendte søndag en pressemeddelelse vedhæftet et jobopslag, hvor de opfordrede alle ansøgere til at sende en ansøgning. Der er en grund til, at det skal være nu.

- Vi står i en ekstraordinær situation, som kommer til at betyde travlhed i sundhedsvæsenet. Vi ved, at der kan blive spidsbelastning, alt efter hvor hurtigt smitten spreder sig, fortæller hun.

Læs også Region Syddanmark opretter corona-jobbank

Forbereder sig

De ekstra hænder, kan ende med at blive utroligt vigtige for sygehusene i Region Syddanmark.

- Vi ved jo ikke, hvad der kommer til at ske herfra, siger Lene Borregaard og fortsætter:

- Jobbanken betyder, at vi i en spidsbelastningssituation har nogen, som vi kan ringe til for at få hjælp, så kan vi komme til at løse vores opgaver bedre.

Og indtil videre er det gået stærkt.

- Mit indtryk er, at der er stor forståelse og interesse for den situation vi er i. Vi gik i luften i løbet af eftermiddagen i går og nu vi har jo rundet de 400, og de tikker jo bare derop af. Det er gået utroligt hurtigt, fortæller Lene Borregaard.

Derfor kan de heller ikke få for mange ansøgninger fra folk, der vil give en hånd med.

- Jeg er sikker på at vores system ikke lukker for et bestemt antal. Folk skal bare blive ved med at sende ansøgninger ind, siger hun.

Læs også Nødpasning i Faaborg-Midtfyn: Kun seks er tilmeldt

Så mange har søgt

Sådan så tallene for ansøgere ud klokken 11 mandag formiddag.