Sender ekstra patruljer på gaden - vil om nødvendigt lukke fester

Fyns Politi vil i første omgang gå i dialog med fynboer, der samles flere end ti mennesker. Holder du fest, kan du få besøg af en patruljevogn.

De næste uger vil betjente fra Fyns Politi være mere synlige, da politiet som følge af myndighedernes udmeldinger tirsdag aften har sendt flere patruljevogne på gaderne over hele politikredsen. 

I den kommende tid vil politiet fokusere på nogle af de steder på Fyn, hvor mange mennesker samles, så der ikke opstår situationer, hvor flere end ti mennesker samles. 

- Vi kører rundt derude og prøver at holde øje med alle de steder, vi har viden om, at der skal være nogle arrangementer, siger chefpolitiinspektør Lars Bræmhøj til TV 2/Fyn. 

Samtidig holder politiet også øje med, om storcentre, restauranter, værtshuse, frisører og mange andre erhvervsdrivende holder lukket, som regeringen meldte ud tirsdag aften.

Forbuddet trådte i kraft onsdag klokken ti. 

- Vi ser også efter forretningsdrivende og undersøger, om de overholder tingene, fastslår Lars Bræmhøj.

Vil politiet lukke din fest?

I første omgang er der dog ikke tale om, at politiet kommer ud og anholder fynboer, der ikke overholder myndighedernes forbud. 

- Vores fokus er helt klart på vejledning. Borgerne har forstået alvoren i situationen, siger Lars Bræmhøj. 

Hvis der er nogle ting, som ikke er, som de skal være i samfundet, går betjentene i dialog. 

Tusindvis af unge er i disse uger blevet sendt hjem fra skole, fritidsaktiviteter og arbejde, og hvis nogle af dem skulle finde på at holde fest og samles flere end ti mennesker ad gangen, vil de sandsynligvis få besøg af en patruljevogn. 

- Vi vil køre ud til dem og tage en fornuftig snak med dem. Vi tror, fynboerne tager det her alvorligt. Hvis det ikke sker, kan det være nødvendigt at lukke festen, siger Lars Bræmhøj. 

Holder øje med tomme bygninger

De ekstra patruljer vil være bredt til stede på Fyn. Selv om politiet vil fokusere på steder, hvor mange mennesker normalt samles, vil politiet også holde øje med tomme bygninger, hvorfra folk er blevet sendt hjem, mens coronavirussen hærger på Fyn og i resten af landet. 

Selv om det kræver flere ressourcer at sende ekstra patruljevogne på gaden, betyder det ikke, at politiet ikke samtidig kan løse andre vigtige opgaver. 

Er der områder, I bliver nødt til at nedprioritere?

- For nuværende er der ikke nogen akutte politiopgaver, som vi bliver nødt til at nedprioritere, siger Lars Bræmhøj, der fortæller, at patruljerne på gaden den seneste uges tid har mærket til, at der foregår lidt mindre kriminalitet i gadebilledet, fordi mange fynboer vælger at blive hjemme i stedet for at tage i byen. 

Den ekstra patruljering er allerede trådt i kraft og foregår døgnet rundt fordelt i hele kredsen. 

Hvis du forsamles flere end ti mennesker, kan det resultere i en bøde på 1.500 kroner. 

Er du i tvivl om, hvad retningslinjerne er, så er der vejledning at hente for både borgere og forretningsdrivende på www.coronasmitte.dk.

Se et længere interview med chefpolitiinspektør Lars Bræmhøj fra Fyns Politi.

Oversigt

    Oversigt