I det fynske folks tjeneste

Sommerhusudlejere: - Forvirringen er total

Statsministerens udtalelse om, at danskerne bør droppe at tage i sommerhus i påsken, har skabt udbredt forvirring. Udlejningsbranchen efterlyser klare svar.

Usikkerheden omkring brugen af de danske sommerhuse har skabt bekymring hos både lejere og udlejningsfirmaer.

Mette Frederiksen opfordrede mandag danskerne til at blive hjemme i påsken - også selvom planen måske var at tage i sommerhus et sted i Danmark.

Jeg har meget stor forståelse for, at man gerne vil benytte påsken til at komme afsted i sommerhus eller andet, men vi har behov for at holde aktiviteten nede.

Mette Frederiksen, statsminister 

En opfordring, som har skabt stor bekymring hos udlejningsfirmaerne.

Det gælder blandt andet hos Novasol, der er en af Europas største virksomheder inden for udlejning af ferieboliger - også på Fyn.

- Desværre er der siden i går skabt uklarhed i forhold til, om folk må tage i sommerhus i påsken eller ej.  Denne uklarhed har skabt øget pres på vores virksomhed og vores husejere, som allerede er under voldsomt pres givet den krise, vi befinder os i.

Det skriver Novasols direktør, Jesper Agte Johansen, i dag i en e-mail til TV 2/Fyn.

Novasol har lokalkontorer i Rudkøbing og Otterup, men her har man i dag fået besked på at henvise alle spørgsmål fra pressen til ledelsen på hovedkontoret i København.

Læs også Louise i lejebolig: Må jeg afvise håndværkere i mit hjem?

Kan I mærke, at kunderne har reageret på beskeden fra statsministeren?

- Ja. Siden statsministerens udtalelse har vi fået rigtig mange henvendelser fra folk, der spørger, om de må tage i sommerhus eller ej, lyder det fra Jesper Agte Johansen.

Artiklen her er blevet til på baggrund af et spørgsmål fra en fynbo:

Må man tage i lejet sommerhus i ugen efter påske med de udmeldinger, vi fik i går, fra Mette Frederiksen?

Tina Andersen

- Man skal lade være med at rejse i påsken

Usikkerheden er opstået oven på statsministerens pressemøde fredag eftermiddag.

Her lød beskeden fra Mette Frederiksen (S), at danskerne skulle undlade at tage på påskeferie væk fra egen bopæl.

- Jeg vil gerne understrege igen, man skal lade være med at rejse i påsken. Man skal selvfølgelig ikke rejse ud af Danmark. Det siger sig selv. Men man skal heller ikke rejse en masse rundt indenfor i Danmark.

På spørgsmålet om, hvorvidt den danske regering overvejer et egentligt stop for rejser mellem forskellige landsdele i Danmark, svarede statsministeren blandt andet:

- Jeg har meget stor forståelse for, at man gerne vil benytte påsken til at komme afsted i sommerhus eller andet, men vi har behov for at holde aktiviteten nede. Ja, vi overvejer selvfølgelig også som regering, hvis det skulle vise sig ikke at blive efterlevet, at indføre en eller anden form for restriktion i forhold til rejseaktivitet.

Lejebetingelser gælder fortsat

Usikkerheden omkring brugen af de danske sommerhuse har også skabt bekymring hos udlejningsfirmaet Sol og Strand, som varetager udlejning af mere end 300 sommerhuse på øerne og langs de de fynske kyster.

Læs også Corona påvirker renten: Skidt for hushandel og påskens sommerhussalg

- Vi har modtaget en del henvendelser fra gæster, der har spørgsmål til deres booking og som formoder, at statsministerens udtalelser betyder, at man nu kan annullere med henvisning til dem. Det er imidlertid ikke tilfældet, da der jo ikke er udstedt et forbud, og så længe det ikke er tilfældet, så skal vi leve op til de formidlingsaftaler, vi har indgået med vores husejere om udlejning af deres hus.

- Derfor gælder de nuværende lejebetingelser fortsat, herunder de normale vilkår for annulleringer, skriver Per Dam, der er direktør i Sol og Strand, til TV 2/Fyn.

Efterspørger klar besked fra statsministeren

Meldingen fra Mette Frederiksen har da også tirsdag fået udlejerne til i regi af Feriehusudlejernes Brancheforening at sende et brev til statsministeren.

Målet er at få et klart svar på, om der er grønt eller rødt lys for sommerhusophold i og omkring påskeugen.

- Vi har vendt og drejet statsministerens udtalelser, og vi er fortsat i tvivl om, hvad det egentlig er, hun siger. Derfor har vi bedt om at få det præciseret, siger Carlos Villaro Lassen, der er direktør for Feriehusudlejernes Brancheforening.

Han forstår ikke, at der overhovedet er opstået tvivl om brugen af sommerhuse - særligt set i lyset af den meget alvorlige økonomiske situation, som kystturismen befinder sig i lige nu.

- Sommerhusene bruges jo netop til selvisolation, fordi man der kan undgå at komme i kontakt med en masse forskellige mennesker. Det er det, vi oplever, at husene bliver brugt til lige nu. Derfor er vi også uforstående overfor, at man skulle lukke for sommerhusophold inden for landets grænser.

Kan man ikke frygte, at folk fra de store byer, hvor smitten er større bringer den med sig til nye områder, som man for eksempel har set det i Italien?

- Vi har forståelse for det argument, og der skal bestemt tages særlige hensyn.

- Vi mener dog, at sommerhusene kan være en del af løsningen. Vi har et stort fokus på at klæde udlejere og gæster på, således at der ikke bliver tale om, at sommerhusgæster bringer smitte til nye områder, siger Carlos Villaro Lassen.

Foreningen har endnu ikke modtaget et svar fra Statsministeriet.

Du kan stille dit spørgsmål om hverdagen på Fyn under coronaudbruddet.