I det fynske folks tjeneste

Sygeplejeformand om manglende coronatest: - Det er dybt bekymrende 

Det skaber stor bekymring blandt sygeplejerskerne, at Region Syddanmark ikke længere har de fornødne reagenser til at teste personalet for corona, siger kredsformand i Dansk Sygeplejeråd.

Det er bekymrende, at sundhedspersonalet i Region Syddanmark ikke længere kan testes for coronavirus, siger John Christiansen, der er kredsformand for Dansk Sygeplejeråd i Syddanmark. Foto: Claus Fisker / Ritzau Scanpix

Opdatering:

  • 22. mar 2020 kl. 07:50 I Sundhedsstyrelsens opdaterede retningslinjer for personale i sundhedsvæsnet står der, at medarbejdere ved symptomer eller mistanke om coronasmitte skal blive hjemme indtil 48 timer efter, at symptomerne er ophørt. Derefter kan den ansatte møde på arbejde igen.

Lørdag formiddag meddelte Region Syddanmark, at sundhedspersonale i regionen ikke længere kan blive testet for corona. 

Læs også Mangel på udstyr: Region Syddanmark stopper coronatest af sundhedspersonale

Det skyldes mangel på reagenser til at teste for virusset. Det bekymrer sygeplejerskerne i regionen, siger John Christiansen, der er kredsformand for Dansk Sygeplejeråd i Syddanmark. 

- Det er dybt bekymrende. Der er ikke særlig meget positivt at sige, andet end det er godt, at regionen melder ærligt ud, siger John Christiansen. 

Manglende test presser bemandingen 

At sundhedspersonalet ikke kan testes for corona, før der kommer nye forsyninger hjem til at foretage testene med, kan skabe store udfordringer for bemandingen på sygehuse og plejehjem. 

Læs også Politi og kommune i fælles opsang: Det er alles ansvar at undgå italienske tilstande 

- Det betyder konkret, at hvis man som sygeplejerske ikke kan testes og frikendes for smitte, skal man blive hjemme i 14 dage. Det vil udfordre personalesituationen i den nærmeste fremtid, forklarer kredsformanden. 

Stigende bekymring blandt sygeplejersker 

John Christiansen forklarer, at han oplever en stigende bekymring blandt sygeplejerskerne i Region Syddanmark, som lige nu forsøger at forberede sig bedst muligt på det forventede indtog af coronapatienter på sygehusene. 

- Det er en bekymrende situation. Vi er sandsynligvis et godt stykke fra at toppe smittespredningen, og når vi allerede er løbet tør for testmidler på nuværende tidspunkt, og at der går fortællinger om, at der er knaphed på værnemidler rundt omkring på sygehusene, så er det stærkt bekymrende, siger kredsformanden. 

Ifølge en opgørelse fra Sundhedsstyrelsen er der lørdag indlagt 26 personer på sygehus i Region Syddanmark - heraf er seks personer indlagt på en intensiv afdeling. Alle seks personer er lagt i respirator.

Læs også Svendborg Hospital: Forbereder sygeplejersker på muligt pres