I det fynske folks tjeneste

Thulesen Dahl: Aviser har brug for hjælpepakke nu

De danske aviser er hårdt presset. Annoncemarkedet er nærmest ikke eksisterende, og indtægterne er i frit fald. Derfor vil Dansk Folkeparti nu hjælpe lokale medier.

00:23

- Hvis vi ikke har en levende og mangfoldig presse, der er til stede over hele landet, så mister vi noget af det, der gør Danmark unikt, sige Kristian Thulesen Dahl, formand for Dansk Folkeparti. Video: Peter Bergman

Dansk Folkeparti mener, at danske aviser i lighed med andre erhverv har brug for en hjælpepakke oven på voldsomme indtægtstab, som følge af corona-krisen. 

- Det er en livsnerve i et demokrati som vores, at vi har en presse, der kan være kritisk, og som kan give os information om, hvad der rører sig, siger Kristian Thulesen Dahl, formand for Dansk Folkeparti.

Partiet vil derfor nu drøfte sagen med finansminister Nicolai Wammen (S).

Blandt andet foreslår DF-formanden, at grænsen for, hvornår en privat virksomhed kan få dækket tab i omsætning i den eksisterende hjælpepakke skal sænkes fra 40 til 20 procents omsætningstab, når det gælder de private medier.  

- Kompensationen i de allerede eksisterende hjælpepakker til erhvervslivet kræver indtægtstab på 40 procent. Vi frygter, at mange private medier når at gå fallit før de når de 40 procent i indtægtstab. Derfor foreslår vi en hjælpepakke, der træder i kraft, når et medie når et indtægtstab på annoncesiden på 20 procent, siger Kristian Thulesen Dahl til TV2/FYN og TVSyd. 

- Hvis vi ikke har en levende og mangfoldig presse, der er til stede over hele landet, så mister vi noget af det, der gør Danmark unikt, sige formanden for Dansk Folkeparti. 

- Derfor synes jeg, at det er så vigtigt at holde fast i de her virksomheder, også i en tid, hvor annoncemarkedet er nærmest ikke eksisterende, og hvor indtægterne er i frit fald lige nu, siger Kristian Thulesen Dahl.

Dansk Folkeparti foreslår en model, hvor staten kompenserer for noget af tabet i forhold til samme periode sidste år.

- Samtidig vil vi også opfordre kommuner og regioner til at indrykke annoncer i danske medier, i stedet for at bruge Facebook, hvor pengene går til amerikanere, siger Kristian Thulesen Dahl.

Læs også Borgmestre i fælles opråb: Køb en avis eller indryk en annonce

Kænmpe annoncetab

Meldingen kommer efter, at landets næststørste private mediekoncern Jysk Fynske Medier, der blandt andet driver dagbladene Fyens Stiftstidende, Fyns Amts Avis og Jydske Vestkysten har meldt ud, at koncernen kigger ind i et tab på over 100 millioner kroner som følge af tabte annonceindtægter på grund af corona-krisen. En krise, der har fået virksomhedens medarbejdere til at gå 10 procent ned i løn i foreløbigt tre måneder. Jysk Fynske Medier har gennem flere år kæmpet med økonomien og har indenfor de seneste tre år nedlagt 120 redaktionelle stillinger.

Søndag sendte 36 fynske og jyske borgmestre desuden en fælles appel til virksomheder og borgere om at støtte lokale og regionale medier.

- Vi har oplevet, at de lokale medier ret hurtigt her i coronakrisen har meldt ud, at de er rigtig pressede, siger borgmesteren og fortsætter:

- Da jeg finder ud, at der nogle steder har været et fuldstændig drastisk tab af annoncesalg inden for bare den seneste uges tid, blev jeg helt ærligt bekymret for, om det her kommer til at betyde, at nogle af de lokale og regionale medier knækker nakken, sagde han søndag til Ritzau.

Peter Rahbæk Juel har derfor søgt opbakning hos borgmesterkolleger i Jylland og på Fyn sammen med Esbjergs borgmester, Jesper Frost Rasmussen (V).

Indtil videre har 36 meldt tilbage, at de støtter op om opfordringen.

Ifølge Peter Rahbæk Juel handler det om al støtte fra, at en borger køber en avis eller et abonnement, til at virksomheder indrykker annoncer.

- Vi gør opmærksom på vigtigheden af, at vi har de lokale og regionale medier. For jeg synes, det vil være paradoksalt, hvis nogen må lukke.

- Medierne er afgørende, vigtige elementer i ethvert lokaldemokratisk økosystem, siger Peter Rahbæk Juel.

Læs også Vildledende og udokumenteret: Strid om reklame for maskine, der 'fjerner coronavirus fra luften'

Jysk Fynske Medier er hårdt pressede

Jysk Fynske Medier er en af de koncerner, som ikke lægger skjul på, at de er hårdt pressede af coronakrisen.

Koncernen står bag 13 lokale og regionale dagblade, avisen Danmark, en lang række ugeaviser, netaviser og radiostationer. Den har stort set alle sine aktiviteter i provinsen.

I sidste uge oplyste koncernchef Jesper Rosener, at virksomheden står til at tabe 125 millioner kroner på især tabt annoncesalg.

Han siger, at han er glad for støtten fra borgmestrene.

- Hvor er vi glade for opbakningen. Vi har behov for den, og vi støtter den selv med en annoncekampagne i alle vores aviser, siger Jesper Rosener til avisen Danmark.

Ansatte går ned i løn

Alle medarbejdere i Jysk Fynske Medier blev i sidste uge spurgt, om de vil gå 10 procent ned i løn i april, maj og juni.

Forslaget kommer fra tillidsrepræsentanterne for de redaktionelle medarbejdere.

Og det har 1.119 ud af de i alt cirka 1.500 ansatte i mediehuset sagt ja til. Ti procent har svaret nej, mens omkring 100 ikke har svaret. Det fortæller tillidsmand Per Schultz-Knudsen til fagbladet Journalisten.

- Jeg synes, det er flot, at der er så mange, som bakker op om vores initiativ. 90 procent af dem, der har svaret, har sagt ja. Jeg troede ikke på, at vi nåede op på det resultat, siger han til Journalisten.