I det fynske folks tjeneste

Trods ny leverance af testudstyr: Sundhedspersonale kan stadig ikke blive testet 

Region Syddanmark bekræfter at have modtaget nyt testudstyr i onsdags, men sundhedspersonale i regionen kan fortsat ikke testes for coronavirus. 

Selvom Region Syddanmark har modtaget nyt testudstyr for covid-19, kan sundhedspersonalet stadig ikke testes. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Danmark modtog onsdag flere tusind nye testkits til at teste for coronavirus. Det siger den schweiziske leverandør Roche Diagnostics søndag i et interview med Ingeniøren

Oplysningen bekræftes af koncerndirektør i Region Syddanmark Kurt Espersen. 

Læs også Mangel på udstyr: Region Syddanmark stopper coronatest af sundhedspersonale

Men regionen har ikke modtaget nok til, at man kan begynde at teste sundhedspersonalet for coronasmitte, lyder det. 

- Der er leveret 12.000 testkit til Danmark, og vi har fået 2.000 i Odense. Dem vil vi gerne forbeholde vores patienter, indtil vi har fået flere til landet. Derfor har vi nedprioriteret testning af personale med lette symptomer i øjeblikket, siger Kurt Espersen til TV 2/Fyn. 

Lørdag meddelte Region Syddanmark ellers, at en lovet leverance fra schweizerne var udeblevet, men det har vist sig ikke at være korrekt. 

Fortsat uklart hvornår personale kan testes

På nuværende tidspunkt vil koncerndirektør Kurt Espersen ikke sætte en dato på, hvornår sundhedspersonalet i Region Syddanmark igen kan testes for covid-19, som er det officielle navn for coronavirussen.   

Læs også Stor stigning i antallet af indlagte coronapatienter i Syddanmark

- Det er svært at sige. Vi skal ikke ligge inde med et stort lager, vi skal bare være sikre på, vi har nok tests til vores patienter. Så hvis vi får en stor leverance, vil vi overveje, hvornår vi kan gå i gang igen, siger Kurt Espersen og fortsætter: 

- Jeg har hørt, at Roche vil levere 6.000 testkit til Danmark midt i næste uge, så hvis de kommer, vil vi formentlig gå i gang. 

OUH i dialog med fynsk leverandør 

I et interview med TV 2/Fyn lørdag kaldte kredsformanden for Dansk Sygeplejeråd i Syddanmark, John Christiansen, det dybt bekymrende, at sundhedspersonalet ikke kan testet i øjeblikket. 

Kurt Espersen forstår godt kredsformanden, men understreger, at personalet stadig kan blive testet, hvis de udvikler stærke symptomer på covid-19.   

Læs også Sygeplejeformand om manglende coronatest: - Det er dybt bekymrende 

- Jeg forstår godt deres bekymring, men testning af personalet er alene til for at teste, om de kan gå på arbejde lidt før end normalt. Der er ingen grund til at frygte, at de ikke kan blive testet, hvis de bliver alvorligt syge. Der gælder de samme regler som for patienter, siger koncerndirektøren. 

Samtidig har den odenseanske virksomhed PentaBase meddelt, at virksomheden kan levere testudstyr, hvis sundhedsmyndighederne ønsker det. I øjeblikket leverer den fynske virksomhed ugentligt mellem 100.000 og 200.000 reagenser til test for covid-19 til udlandet. 

Læs også Fynsk virksomhed forsøger at råbe myndighederne op: - Vi kan teste for coronavirus

- Jeg kan sige så meget, at både vores direktør (lægelig direktør på OUH Kim Brixen, red.) og ledende overlæge på OUH har været i dialog med det pågældende firma, og de skal snakke sammen igen mandag, siger Kurt Espersen til TV 2/Fyn.