Skoler udsat for indbrud under corona-lukning

På bare et døgn har tre skoler i Svendborg været udsat for indbrud, mens de var lukkede på grund af coronaudbruddet. Nu opfordrer kommunen borgerne til at holde øjnene åbne.

'Husk alarm' står der i disse dage på indersiden af glasdøren, når man besøger Stokkebækskolens afdeling i Hesselager. Og det er der måske god grund til.

Mens de fleste har opholdt sig hjemme de seneste par dage, har der været aktivitet omkring skolerne i Svendborg. Tirsdag meddelte kommunen i et opslag på Facebook, at tre skoler var blevet udsat for indbrud inden for det seneste døgn. 

I samme opslag opfordrer kommunen borgere i området til at holde øjnene åbne, når de begiver sig ud på den næste gå- eller løbetur. 

- Vi beder sådan set bare folk om at være opmærksomme. Jeg synes virkelig, det er kedeligt, at nogen kan finde på at udnytte den her situation til det, fortæller Svendborgs borgmester Bo hansen (S) til TV 2/Fyn.

Ekstra vagter ikke nok

Det ene indbrud fandt sted på Svendborg Heldagsskoles afdeling Juulgården i Rantzausminde, hvor tyvene slap afsted med flere iPads og høretelefoner.

De to andre fandt sted på Stokkebækskolens afdelinger i Gudme, hvor en plæneklipper blev stjålet, og i Hesselager, hvor en port er blevet brudt op, uden at yderligere er meldt stjålet. Det fremgår af døgnrapporten fra Fyns Politi. 

Efter skolelukningen var der ellers indsat ekstra vagtpersonale til at holde øje med skolerne, men det har ikke været nok til at holde tyvene på afstand. Det ærgrer borgmesteren, der derfor håber, at borgerne i lokalområdet vil hjælpe med at løfte opgaven.

- Det er, som det er, og vi beder vores vagter om at være ekstra opmærksomme. Men selvfølgelig også de mennesker, som bor omkring skolerne, siger Bo Hansen. 

Politiet er opmærksomme

Hos Fyns Politi er man opmærksom på, at de mange tomme skoler, institutioner og butikker kan være fristende for indbrudstyvene. Lige nu er der indsat ekstra patruljer, som først og fremmest skal sikre, at folk efterlever de påbud, som er udsendt af myndighederne.

Men de vil også holde øje med de tomme bygninger, fortæller Lars Bræmhøj, der er chefpolitiinspektør hos Fyns Politi.

- Det er klart, at vi dels kigger på, om man overholder påbud og så videre. Men samtidig vil vi også kigge på de steder, som kommer til at stå tomme, og på om nogle vil kede sig for meget og gøre nogle uheldige ting, siger han. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt