Uvished: Mie og Althea har byttet håndbolden ud med elastikker og tennisbolde

Odense Håndbold har aflyst al holdtræning. Derfor må holdets spillere finde på nye træningsmetoder.

Den grønne elastik bliver gradvist længere og længere. 

I den ene ende står målmand Althea Reinhardt og holder imod, mens playmakeren Mie Højlund med høje knæløft holder elastikken udspændt. 

- Det bliver aldrig det samme, konstaterer Mie Højlund lidt forpustet. 

På grund af coronavirus har de to Odense-spillere byttet det skinnende halgulv ud med råt beton. 

- Det kommer nok også til at kræve noget tilvænning at komme tilbage til håndbold, konkluderer playmakeren. 

Deres seneste kamp i dansk regi spillede de mod TTH Holstebro 4. marts. 

- Det er lidt utroligt, at man kan savne håndbold så meget, sigerAlthea Reinhardt. 

De to håndboldspillere fortæller, at deres seneste træningskamp lå omkring midten af marts. 

Håber på at spille turnering færdig

Sikkert sender keeperen den lille gule tennisbold i gennemluften. Bolden bliver grebet kontrolleret af holdemakkeren. 

Normalt ville de to være til træning med resten af mandskabet fra Odense-klubben. Men det er aflyst på grund af coronavirus. 

- Man kommer hurtigt til at savne pigerne på holdet. Vi har det utroligt godt sammen, forklarer målmanden Althea Reinhardt.

Også klubbens ledelse ærger sig over følgerne af coronavirus. 

- Vi var inde i en rigtig god periode, lyder det fra direktøren Lars Peter Hermansen med henvisning til klubbens andenplads i den danske kvindeliga. 

Dansk Håndbold Forbund har endnu ikke taget stilling til om man spiller ligaens resterende kampe. 

- Vi bliver virkelig ærgelige, hvis vi ikke kan få lov til at gennemføre sæsonen, siger direktøren. 

Se hele indslaget om coronavirus og Odense Håndbold. 
Fotograf: Flemming Ellegaard

Oversigt

    Oversigt