På kobberkedlerne sidder et skilt med navnet Mosgaard. De er importeret fra Portugal og Jes Mosgaard har selv tegnet dem. De passer præcist til loftshøjden i stalden og til den smag, han gerne vil frem til. På Destilleri Mosgaard i Oure producerer han sammen med sin kone den eneste økologiske whisky i Danmark.
- Vi har konstateret, at når man arbejder med økologiske malte, så er der en smagsforskel. Det er mere rent og det smager simpelthen bedre, end hvis man laver det på konventionel alkohol.
Han har fået hvad mange mænd over 30 år måske går og drømmer om - nemlig sit eget destilleri. Det er indrettet i den tidligere svinestald på gården ved Oure.
Eksport til Kina
- Specielt i Kina har de interesse for danske produkter. De har interesse for økologi og dyrt alkohol. Så det er oplagt, at vi skal søge den vej med vores produkter
Nu vil det lille mikrodestilleri eksportere dråberne til Kina. I Asien er forbrugerne vilde med økologi og eksklusiv alkohol. Det marked rammer det sydfynske destilleri lige ned i.
Jes Mosgaard arbejder på at finde en kinesisk partner, der har forståelse for, at de kun kan levere et begrænset antal flasker fra det lille destilleri.
Skotske principper
I et kar simrer malten og gærer til det, der skal blive til gin. Den økologiske malt må de importere fra Belgien, men fra næste år leverer en lokal landmand malten. Til gengæld får han affaldsprodukter retur til dyrefoder. Destilleri Mosgaard producerer både gin og whisky efter skotske princinpper, men med lokale råvarer.
Whisky'en skal gære i en uge, derefter bliver den destilleret to gange, og efter cirka ni dage bliver den hældt på egetræsfad. Her skal den ifølge regler fra EU modne i tre år, før den er klar.
Det er en stor omkostning at have produkterne liggende på fad så længe. Så destilleriet har rejst kapital ved at crowdfunde.
- Det er lidt sjovere få nogle investorer med, som har en passion for produktet, og som er ambassadører for det nye brand, vi gerne vil skabe, siger Jes Mosgaard.
Netværket investerer i whisky
I et køligt brandsikret rum i forlængelse af destilleriet ligger fadene til modning. Kunder investerer 15.000 kroner i at købe en tønde whisky og får et årligt afkast på 6 procent. Efter tre år bliver det til 17.864 kroner og tre liter whisky. Køberne får deres eget nummerede fad og flasker, og det har der været en stor interesse for. Uden nogen form for markedsføring af ideen har netværk over hele landet investeret i 40 procent af tønderne fra det lille destilleri.
- De kunder vil også være interessede i at dele det i deres netvæk og det er jo ikke noget man får, hvis man låner pengene i banken, siger Jes Mosgaard
Kærlighed til dråberne
En stråle af destillatet løber ud af kedlen i en tynd stråle. Jes Mosgaard stikker regelmæssigt pegefinder ind i strålen for at snuse og smage på den kommende whisky. Sammen med sin kone fik han en aftale med kreditforeningen og overtog gården på sydfyn for knapt et år siden. De har selv investeret i produktionsapparat og bygninger, samlet set et par millioner kroner.
Han er uddannet ingeniør og har arbejdet med lyd i 24 år. Nu arbejder han med sanserne på en anden måde.
- For mig er det en glæde hver gang der er nogen, der kan smage forskellen og smage, at vi har puttet en masse tid og kærlighed i det her, siger Jes Mosgaard
De første whiskydråber blev hældt på egetræsfade i marts, så første produktion af whisky har nu ligget på fad i et halvt år. Parret har et mål om at producere ca 12.000 flasker whisky og 6.000 flasker gin om året og til årsskiftet kommer deres young malt.
De sælger produkterne fra egen butik men også via en distributør til detailhandelen. Målet er at få flaskerne ud på hylderne i så mange butikker som muligt.