Bør alle borgere i Danmark på 50 år få tilsendt en hjemmetest, som kan afsløre sygdommen type 2-diabetes?
Ja, mener Diabetesforeningen, som har stillet forslag til Sundhedsstyrelsen om en national, målrettet screening for type 2-diabetes for borgere over 50 år, som ikke er blevet testet inden for to år.
Sundhedsstyrelsen har modtaget forslaget og er ved at tage stilling til det.
- Som en del af behandlingen har forslaget været fremlagt for Sundhedsstyrelsens Rådgivende Udvalg for Nationale Screeningsprogrammer, og forslaget vil i efteråret blive behandlet i udvalget igen, skriver styrelsen i et skriftlig svar.
Diabetesforeningen foreslår, at testen tilbydes borgeren hvert femte år, fra man er fyldt 50, og til man fylder 70 år.