Nu får ukrainere lov til at bo i udsatte boligområder

Hidtil har ukrainere i forhold til loven om parallelsamfund været kategoriseret som tredjeverdensborgere.

Et flertal i Folketinget har torsdag vedtaget en række lovændringer, som blandt andet betyder, at fordrevne ukrainere, der er kommet til Danmark, fremover kan indkvarteres i udsatte boligområder.

Udfordringen har indtil videre været, at ukrainere i forhold til loven om forebyggelse af parallelsamfund har været kategoriseret som tredjeverdensborgere. De har dermed været omfattet af ghetto-kriterierne.

Det har indtil nu betydet, at ukrainere ikke har kunnet blive indkvarteret i disse boligområder. 12 områder optræder på den seneste liste over parallelsamfund. Det som tidligere blev kaldt ghetto-listen.

Diskuteret i en måned

Regeringen varslede for en måned siden, at den undersøgte diverse indkvarteringsmuligheder for de ukrainere, der er flygtet fra Ukraine efter den russiske invasion 24. februar. Heriblandt blev de udsatte boligområder nævnt.

Partierne bag aftalen om forebyggelse af parallelsamfund består af Socialdemokratiet, SF, Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.

DF stemte torsdag hverken for eller imod lovændringerne, som også talte en lang række andre områder.

Kommunerne kan fravige lov

Justeringerne i lovgivningen betyder også, at kommunerne kan fravige byggelovgivningen ved midlertidig brug af eksempelvis lokaler for dagtilbud, skoler og institutioner.

Regeringen arbejder med et scenarie, hvor der kan komme over 100.000 flygtninge fra Ukraine til Danmark.

Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S) udtalte i første omgang, at det som udgangspunkt ikke var muligt at indkvartere ukrainere i udsatte boligområder, som er omfattet af loven om parallelsamfund. Det var, da regeringen arbejdede med et skøn på 20.000 ukrainere.

Men efter skønnet på over 100.000 personer sagde han, at der ikke var nogen vej udenom.

Oversigt

    Oversigt