Reglerne for at donere blod er ændret, så bloddonorer nu spørges ind til seksuel adfærd i stedet for køn. Det gør det muligt for homoseksuelle mænd i faste forhold at blive bloddonorer, skriver organisationen Bloddonorerne Danmark i en pressemeddelelse.
Det er ændrede retningslinjer fra Styrelsen for Patientsikkerhed, der ligger til grund for de nye regler. Hidtil har det været en karantæneperiode på fire måneder for en homoseksuel mand, der har haft sex med en mand, i forhold til at donere blod.
Den gjaldt alle mænd, der havde sex med mænd - også dem, der lever i monogame forhold. Det blev anset for at være diskriminerende, og der blev nedsat en arbejdsgruppe i regi af Styrelsen for Patientsikkerhed, som skulle se på reglerne.