Uge Sex sætter fokus på grænser: - Vi havde sex, selvom hun sagde nej

Årets Uge Sex-undervisning er rykket ind på ungdomsuddannelserne, hvor eleverne i år får undervisning i grænser. Eleverne tager godt imod initiativet.

Et fyldt klasselokale på HF og VUC Nyborg spidser ørerne.

Fra højtalerne i lokalet hører man lyden af en ung mand, der fortæller sin historie. Han har haft sex med sin gymnasiekæreste, uden hun havde lyst. Flere år efter læser han historier om overgreb i medierne og finder ud af, at nogle af dem handler om ham.

quote For eksempel tror mange, at de er beskyttet mod kønssygdomme, hvis de bruger p-piller.

Ane Marie Schwartz, sundhedsplejerske

- Selvom hun ikke havde lyst, gjorde vi det alligevel. Vi havde ikke øjenkontakt, fortæller den unge mand.

Historien bliver drøftet af eleverne. En af dem er 21-årige Anja Olsen Christiansen. Selvom hun egentlig synes, hun har ret godt styr på temaer som sex og grænser, har hun intet imod, at seksualundervisningen er rykket ind på ungdomsuddannelserne.

- Det er helt okay. Der er jo nogen, der ikke får det lært. Heller ikke i folkeskolen. Underviserne er virkelig gode til at formulere sig, og de griner og dømmer ikke. Så det er godt, fortæller hun.

Det er Nyborg Kommune, der har taget initiativ til undervisningen ved at indgå et samarbejde med organisationen Sex og Samfund.

Virker p-piller mod sexsygdomme?

Målet med samarbejdet indeholder blandt andet, at Nyborg Kommune over tre år vil nedsætte forekomsten af klamydia og give kommunens unge redskaber til at håndtere ufrivillig deling af nøgenbilleder.

Og ifølge sundhedsplejerske Ane Marie Schwartz er der plads til forbedring.

- Som det er i dag, er det ikke alle, der får seksualundervisning i folkeskolen. Det er meget forskelligt, hvordan den enkelte skole udmønter det.

- Derfor er der mange af de unge, der for eksempel ikke ved særlig meget om prævention. For eksempel tror mange, at de er beskyttet mod kønssygdomme, hvis de bruger p-piller. Mange af dem snakker med deres venner om sex, men har generelt brug for mere rådgivning, siger Ane Marie Schwartz.

Katrine Frost Grønholdt, sundhedskonsulent i Nyborg Kommune, er enig.

- Der er nogle ting, vi ikke får italesat ordenligt. Nu hvor vi er modelkommune, er der lavet en undersøgelse for at vise, hvor de unge ligger. Undersøgelsen har vist, at hver tiende ung har oplevet at få delt et billede og hver femte er blevet presset til noget, de ikke havde lyst til.

Se hele indslaget, der blev sendt på TV 2/Fyn fredag den 8. februar:

Her kan du se indslaget, der blev sendt på TV 2/Fyn fredag den 8. februar.

Oversigt

    Oversigt