Fyn snydt igen?: Motorvejs-udvidelse nok ikke på finansloven

Hverken et permanent tredje spor eller den midlertidige nødsporsløsning er på finansloven, vurderer flere folketingspolitikere

Fredag lancerer regeringen den ny finanslov. Men kommer der til at stå noget om et tredje spor på motorvejen over Fyn i den aftale?

Det spørgsmål stiller både fynske folketingsmedlemmer og borgmestre sig i øjeblikket. Og svaret bliver med største sandsynlighed nedslående.

- Jeg har ikke hørt fra nogen, at der skulle være noget ekstra spor på den fynske motorvej i spil. Heller ikke nødsporsløsningen. Hvis der var dét, havde nogen allerede taget æren af, at det var med i forhandlingerne, oplyser et medlem af Folketingets Transportudvalg.

Kom så i gang!

Der har ellers været arbejdet ihærdigt på Fyn for at få trafikforholdene forbedret på den fynske motorvej.

Som omtalt hos TV 2/Fyn var de fynske borgmestre og folketingsmedlemmer enige, da de mødtes i starten af oktober i Odense: Fyn skal have et permanent tredje spor - ikke en nødsporsløsning som foreslået af transportminister Hans Chr. Schmidt (V).

"Galimatias og en syltekrukke", lød det fra  Venstre-borgmester Søren Steen Andersen i Assens om ministerens forslag.

Borgmester i Odense, Anker Boye, var lige så klar i mælet:

- Vi skal have det tredje spor syd om Odense til Nørre Aaby. Det er det, der er brug for. Det skal være løsningen. Se så at komme i gang. 

Kun Venstres Jane Heitmann var stadig en smule lun på ideen om at bruge nødsporet midlertidigt.

 Enighed smuldrer

Konklusionen efter mødet var dog stadig, at nu stod de fynske politikere og borgmestre skulder ved skulder.

Og så raslede geledderne ellers fra hinanden.

Bare ti dage senere meldte de fynske borgmestre i samlet trop ud, at nu ville de alligevel godt acceptere nødsporsløsningen.

Ifølge TV 2/Fyns oplysninger sprang Venstre-borgmestrene først i målet. Om det skyldtes pres fra ministeren, som  er lun på at inddrage nødsporet, eller om det var på grund af pres fra fynsk erhvervsliv, står ikke helt klart.  

Ifølge Søren Steen Andersen, som oprindeligt var meget imod nødsporsløsningen, fordi han frygtede, at det ville betyde, at Fyn aldrig får et permanent tredje spor, vejede fynsk erhvervslivs stemme tungt.

- Det var simpelthen det fynske erhvervsliv, som sagde: Det er nu, vi er nødt til at gøre noget, for vi kan ikke leve med situationen, som den er på motorvejen nu. Vi er nødt til at tage nødsporsløsningen, siger Søren Steen Andersen.

Tilbage stod Anker Boye i Odense og Steen Dahlstrøm i Middelfart med valget om enten at splitte den fynske enighed igen eller bakke op om nødsporsløsningen. Det valgte som bekendt det sidste.

Og så fulgte de fynskvalgte folketingsmedlemmer ellers trop for ikke igen at fremstå splittede.

De tror ikke på det

Men nu tyder alt altså på, at den i hvert fald ikke er i spil i finanslovsforhandlingerne.

Heller ikke fynskvalgte Jane Heitmann tør sætte sine penge på, at der kommer til at stå noget om den fynske motorvej i den kommende finanslovsaftale. Men hun håber stadig. For hun mener fortsat, at den såkaldte nødsporsløsning er god.

- Nødsporsløsningen er ikke optimal. Jeg mener stadig, at vi på sigt skal have udbygget den fynske motorvej med et permanent tredje spor. Men indtil da, mener jeg, at vi skal gå efter nødsporsløsningen, fordi situationen på den fynske motorvej er så presset.

Fra den anden side af salen frygter socialdemokraternes Erik Christensen også, at den fynske motorvej bliver forbigået. Han går allerede og spørger sig selv, om transportministeren mon har små 300 millioner stukket til side et sted i ministeriet, som han kan fylde i den såkaldte nødsporsløsning. 

Tredje spor muligt uden finanslov

Samme vurdering har Søren Steen Andersen, borgmester i Assens Kommune.

- Der er jo de her "tilbageløbsmidler", som er penge, der er er blevet i overskud fra tidligere infrastrukturprojekter. Silkeborgmotorvejen gav for eksempel en milliard tilbage. Og det kunne være, at nogle af de penge kunne øremærkes til en nødsporsløsning til Fyn, siger Søren Steen Andersen.

 

Oversigt

    Oversigt