Kære minister: Udvidelse af motorvej tjener sig ind på 18 år

Det er en ommer, siger Dansk Byggeri med baggrund af ny analyse af motorvejsproblemerne på Fyn.

Det koster 1,8 milliarder kroner at udvide den fynske motorvej E20 syd for Odense. Det viser en analyse, som den uafhængige tænketank Kraka har lavet for Dansk Byggeri.

Investeringen vil øge effektiviteten i samfundet så meget, at udvidelsen har en intern rente på otte procent. Det betyder, at udvidelsen vil have tjent sig selv ind på 18 år, viser yderligere beregninger foretaget af Dansk Byggeri.

Organisationen mener derfor, at trafikminister Ole Birk Olesen (LA) endnu engang bør kigge på muligheden for at prioritere udvidelsen.

Dansk Byggeri mener desuden, at Fyn - med en beliggenhed midt i Danmark - burde være det optimale sted at drive forretning.

- Det er i virkeligheden ikke vandet, der adskiller virksomheder på Fyn fra at løse opgaver længere væk. Det er derimod bilkøer i både halve og hele timer, når blot en enkelt bil punkterer. Det er alt for stor en usikkerhed at arbejde med som erhvervsdrivende i vores område, siger formand for Dansk Byggeri Fyn, Dan Johansen, og tilføjer:

- Når man som håndværker på Fyn kører fra kunde til kunde, kan bilkøer være skyld i både forsinkelser, og at man er nødt til at sige nej til opgaver, fordi medarbejderne bruger en alt for stor del af deres tid på at sidde fast i trafikken.
 
Hver dag kører 90 procent af person- og lastbiltrafikken mellem Øst- og Vestdanmark over den fynske motorvej.

Analysen tager ikke stilling til udvidelsen af den vestfynske del af motorvejen.

 

Oversigt

    Oversigt