Forfattere føler sig snydt af fynsk forlag

En stor gruppe forfattere retter skarp kritik mod det fynske forlag Mellemgaard. - Vi har forsøgt at indgå dialog flere gange, siger formand for Dansk Forfatterforening.

En drøm om at blive udgivet og få sine bøger sat til salg i boghandelen.

Sådanne ambitioner har drevet en stor gruppe forfattere i retning af Forlaget Mellemgaard, hvor man kan betale sig til at få sin bog udgivet.

quote Jeg har ikke været inddraget i processen. Eksempelvis blev aftalen om 500 trykte bøger reduceret til 350, uden jeg fik noget at vide,

Anonym forfatter

Men når først pengene er betalt, er det nærmest umuligt at få indsigt i, hvad de bliver brugt på. Sådan lyder det fra flere forfattere, TV 2/Fyn har talt med.

- Jeg kunne ikke få indsigt i noget som helst, siger den selvudgivede forfatter og professor Gorm Winther.

Han udgav sin bog ved Forlaget Mellemgaard i 2016, men det har han siden fortrudt.

- Det er fuldstændig uigennemsigtigt at finde ud af, hvor meget Mellemgaard har solgt af min bog, siger han.

Gorm Winthers bog var blot én af de 300 titler, som forlaget - ifølge dem selv - udgiver årligt.

Truende adfærd

TV 2/Fyn har været i kontakt med 28 forfattere, der alle ønsker at være anonyme.

De har alle enslydende udlægninger af, hvordan deres samarbejde med Forlaget Mellemgaard har været.

- Jeg kunne ikke få nogen trykkeriseddel på, hvor mange bøger, der blev trykt. Jeg tør ikke stå frem, fordi jeg er bange for repressalier, siger én.

- Jeg har ikke været inddraget i processen. Eksempelvis blev aftalen om 500 trykte bøger reduceret til 350, uden jeg fik noget at vide, siger en anden.

Hovedsageligt går forfatternes kritik på manglende indsigt i regnskaber, der får dem til at tvivle på, at forlaget rent faktisk har lanceret og markedsført deres bøger.

Citatater fra forfattere, der har rettet kritik mod Forlaget Mellemgaard

TV 2/Fyn har set dokumentation for, at de anonyme kilder har været i kontakt med forlaget eller fået udgivet bøger ved Forlaget Mellemgaard.

Forlaget afviser kritik

Kaj Sørensen er forlagschef ved Forlaget Mellemgaard. Han har ikke ønsket at stille op til interview. I stedet har TV 2/Fyn modtaget et mailsvar fra "teamet bag Forlaget mellemgaard", da vi henvendte os til Kaj Sørensen.

Flere nævner, at de har oplevet, at du truer med advokat og sagsanlæg samt fået aggressive mails og opkald fra dig, hvad tænker du om det?

- Vi taler pænt med vores kunder, men der kan altid opstå tvister og konflikter, som medfører diskussioner, skriver Forlaget Mellemgaard.

- Vi udgiver op mod 300 titler om året, og det er heldigvis sjældent, at det kommer til uenigheder. I ganske få tilfælde har vi været nødsaget til at involvere en advokat, når privatpersoner har forsøgt at skade virksomheden med fejlagtige og injurierende beskyldninger. Det kan en virksomhed selvsagt ikke sidde overhørig, lyder det.

Forfatterforening: - Tilliden forsvinder

Hos Dansk Forfatterforening kender man godt til Forlaget Mellemgaard. Faktisk har foreningen modtaget klager de seneste otte år.

- Vi har forsøgt at indgå i dialog på foreningsniveau flere gange, men Mellemgaard ønsker ikke at lave om på sin forretningsmodel, siger formand Morten Visby.

Ifølge ham forsvinder tilliden til forlaget, når forfatterne selv betaler for udgivelsen af deres bøger.

- Når forlaget investerer i en udgivelse, har det en naturlig interesse i at få bøgerne til at lykkes. Når forfatterne betaler, kan de ikke nødvendigvis have tillid til, at forlaget vil gøre alt, hvad det kan, for at deres bog klarer sig så godt som muligt, siger han.

Spørger man Peter Nielsen, der er litteraturanmelder på Dagbladet Information, er kvaliteten af Forlaget Mellemgaards bøger for langt under niveau for at kunne blive anmeldt.

- Mellemgaard udnytter og kapitaliserer på forfatterdrømme, siger han til TV 2/Fyn.

Forlagskontrakten 

På trods af kritik fra forening og forfattere, står Forlaget Mellemgaard fast ved deres forretningsmodel.

- Forlaget Mellemgaard overholder alle de forlagskontrakter, vi har indgået med forfatterne. Det er ikke en del af forlagsaftalen, at forfatteren har krav på en specificeret opgørelse over, hvad produktionstilskuddet bruges til. Det er en meningsløs kritik at rette mod forlaget, al den stund der ikke foreligger nogen aftale om, at en sådan dokumentation skal være tilgængelig, skriver Forlaget Mellemgaard.

Ifølge Kaj Sørensen kan Gorm Winther og andre utilfredse eller nysgerrige forfattere, der ønsker at få dokumenterede oplysninger kan i henhold til ophavslovens paragraf 57 stk. 2 få det ønskede indblik, men kun hvis de selv betaler for en revisor.  

Den henvisning er Gorm Winther ikke begejstret for.

- Nu har jeg allerede betalt 25.000 kroner gennem fondsmidler, så burde jeg ikke skulle spytte yderlig i kassen, siger han.

Gorm Winther mener ikke, det er rimeligt, at han ikke kan få at vide, hvad pengene til hans bogudgivelse er brugt på.

 

Oversigt

    Oversigt