Ambitiøse kunder løfter fynsk robotproducent til nye højder

Et 2016 med ambitiøse kunder og en høj grad af udvikling betaler sig nu for den fynske robotproducent EffiMat.

En benhård produktudviklingsproces belønnes nu i ordrebogen hos EffiMat Storage Technology i Odense, der producerer højtteknologiske lagertårne, der automatiserer varemodtagelse, vareopbevaring og varepluk.

Det startede med en ordre fra en af de førende bilproducenter tilbage i januar 2016. Ordren udviklede sig til et sandt maratonløb af komplekse dokumentationskrav og høje krav til komponentvalg. Det sluttede med et endnu mere effektivt, driftsikkert produkt med et mere alsidigt anvendelsesområde.

Den nye version af den danske storage robot har således erstattet et 300 kvadratmeter stort mellemlager og skal gøre det muligt for bilproducenten både at nedbringe antallet af medarbejdere og reducere antallet af plukfejl.

Akkurat ligesom EffiMat også har gjort det hos en anden europæisk bilproducent. 

- Det er hele sliddet værd. Vi har nu et toptunet produkt, der nu på under 10 sekunder kan plukke og levere 1 emne med stor varians i sammensætning, og et produkt som tager højde for alle mulige – og også utænkelige situationer, fortæller CEO  i EffiMat Storage Technology, Jørgen Flemming Ladefoged.

Store brancher viser interesse

I bilindustrien bliver EffiMat konstant målt op mod en række krav. Eksempelvis skal robotterne præstere en oppetid per skift, som ikke på noget tidspunkt må komme under 98,1 procent.

Et stop i ét skift, som varer måske 10 minutter, er således dumpeårsag. EffiMat har indtil videre klaret det, hvilket har givet andre internationale producenter i industrien forøget motivation for at investere i danske storage robotter.

Men også andre brancher viser interesse, blandt andet har en elektronikgigant bestilt robotter til flere af deres i alt flere end 80 fabrikker, ligesom både flyindustrien og medicinalbranchen også har meldt sig på banen, siden virksomheden begyndte at levere generation 2.0 af sin teknologi.

- De nye features og topkvalitetskomponenter giver nemlig god mening mange andre steder end i bilindustrien. Vi oplever, at kunderne gerne vil betale en lille smule mere for en høj oppetid og en længere produktlevetid, når det er automatisering, der skal fungere i hjertet af deres produktion eller distribution, siger Jørgen Flemming Ladefoged.

Oversigt

    Oversigt