Private skyder 10 mio. i nyt fynsk roboteventyr

Den fynske robotkomet MiR får tilført 10 mio. kr. fra danske investorer.

Efter forhandlinger med potentielle investorer fra det meste af verden har den fremadstormende danske robotproducent MiR, Mobile Industrial Robots, nu besluttet sig for at holde ejerkredsen på danske hænder.

Investorer fra blandt andet den ligeledes fynske robotvirksomhed Universal Robots spytter nu 10 mio. kr. i kassen  for at få MiR helt op at flyve.

- Efter at have været i dialog med en række store og spændende investorer, som hver især naturligvis havde deres dagsordener og ønsker om stærk indflydelse, stoppede jeg op og tænkte: Hvad betyder virkelig noget for en vækstvirksomhed? Selv være i kontrol og have frihed til at handle hurtigt og rigtigt i tide! Derfor sonderede jeg blandt min hidtidige ejerkreds, i bestyrelsen og i netværket omkring MiR, og her tegnede der sig hurtigt et indlysende stærkt team af dedikerede danske investorer, siger siger CEO i MiR Thomas Visti til metal-supply.dk, der er et onlinemedie, der dækker jern- og maskinindustrien. Han uddyber:

- Som jeg ser det, har vi nu den fornødne vækstkapital samt de helt rigtige kompetencer i bestyrelse og ejerkreds i forhold til der, hvor MiR er nu. Vi har ikke endeligt besluttet, om der skal yderligere investorer ind på et senere tidspunkt.

Formålet med kapitalindsprøjtningen er at sikre, at den lovende eksportvirksomhed, der kun har et enkelt år på bagen, har tilstrækkelig vækstkapital til rådighed til at sikre og udbygge sin position på verdensmarkedet for mobile robotter. 

Oversigt

    Oversigt