Minister varsler ekstra tilsyn efter dødsfald på bosted 

Efter dødsfaldet på et bosted i Odense, varsler sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S), at et ekstra tilsyn er på vej på området. 

 Det er en alvorlig sag, at en 50-årig kvinde mistede livet den 20. maj på et bosted i Odense - formentlig som følge af en medicinforgiftning, hvor personalet havde overset symptomerne. 

Det siger sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) til TV 2/Fyn. 

- Det er en meget ulykkelig og tragisk sag, som berører mig dybt. Jeg tror, den berører alle dybt. Det tyder på, at det har været noget meget potent medicin, som har været med i billedet her. Spørgsmålet er selvfølgelig, om der har været tilstrækkelige regler og kontrol fra ledelsens side på selve stedet, siger ministeren til TV 2/Fyn. 

Minister vil ikke placere ansvar 

På nuværende tidspunkt vil Magnus Heunicke dog ikke placere et ansvar for kvindens dødsfald, siger han. 

- Det er for tidligt at sige endnu, men jeg kan sige, at den her sag skal undersøges til bunds, for vi skal forhindre, at det sker igen. Derfor er det også, at Styrelsen for Patientsikkerhed nu er på vej med et ekstraordinært tilsyn på stedet for at sikre, at alle regler og procedurer er, som de skal være. For det her er i hvert fald gået fuldkommen galt, siger sundhedsministeren. 

Det er dog ikke kun på Botilbuddet Fangelvej i det sydlige Odense, at der er problemer med patienternes sikkerhed. En gennemgang af tilsynsrapporter fra Styrelsen for Patientsikkerhed viser, at der er større problemer med sikkerheden på hvert femte bosted i Danmark. 

Problemer på hvert femte bosted 

Og det er et alt for højt tal, siger sundheds- og ældreministeren, som nu vil kigge hele området efter i sømmene. 

- Ja, det er voldsomt, og når sådan noget kan ske, så viser det jo, at så burde alarmklokkerne have ringet for længe siden. Det er derfor, at denne her konkrete sag skal undersøges til bunds, men det stopper ikke ved det. Vi bliver nødt til at se på hele området.

- Det gælder både mig som sundhedsminister, men også hele det sociale område sammen kommunerne for at se på at få løftet det her område. Det er nogle af vores allermest udsatte borgere. De skal selvfølgelig have tryghed for, at den medicin de får, at der er styr på det, siger Magnus Heunicke. 

Ifølge Magnus Heunicke er første skridt i den proces, at Styrelsen for Patientsikkerhed har planlagt et ekstraordinært tilsyn på Botilbuddet Fangelvej for at sikre at regler, procedurer og praksis er i overensstemmelse med gældende regler.  

 

 

Oversigt

    Oversigt