Tidligere ansat på bosted: Ledelsen var advaret om dårlig medicinhåndtering

En tidligere praktikant på Botilbuddet Fangelvej, hvor en beboer mistede livet efter stribevis af fejl, fortæller, at medarbejdere på to møder gjorde opmærksom på, at de ikke var tilfredse med personalets medicinhåndtering. Odense Kommune afviser.

Op til en tragisk episode, der kostede en 50-årig kvinde livet på Botilbuddet Fangelvej i Odense, advarede medarbejdere ledelsen på botilbuddet om problemer med stedets håndtering af medicin. 

Det fortæller Michal Carlsen, der var i praktik på det kommunale botilbud fra marts i år og frem til udgangen af juni som led i sin uddannelse som social- og sundhedsassistent. Han var altså ansat i perioden, hvor kvinden afgik ved døden.

- Jeg sagde til personalet, at jeg ikke mente, at der var styr på medicinhåndtering og instrukser. De gav mig ret. Vi tog det op på to systemiske møder, hvor vi gennemgik det. Nogle kolleger gav mig ret og viste også deres frustrationer, fortæller Michal Carlsen til TV 2/Fyn.

Michal Carlsen er i forvejen uddannet paramediciner, som er en højt specialiseret syvårig ambulanceuddannelse, hvor netop medicinhåndtering fylder en stor del af pensum. 

Ifølge obduktionsrapporten efter den 50-årig kvindes dødsfald var det sandsynligvis medicinforgiftning, der var skyld i, at kvinden døde på botilbuddet 20. maj.

Forud var gået en uge, hvor medarbejderne ad flere omgange ikke reagerede på flere klare sygdomstegn hos kvinden. Sygdomstegn, som ifølge flere eksperter burde have fået alarmklokkerne til at ringe hos personalet på grund af den medicin, som kvinden fik.  

Sagen har foreløbigt kostet tre medarbejdere jobbet.

Forskellige udlægninger

Trods advarslerne oplevede Michal Carlsen ikke, at ledelsen reagerede. Hans oplevelse står i skærende kontrast til Odense Kommunes udlægning af situationen. 

- Vi har kigget på, om ledelsen har haft nok opmærksomhed på dokumentation og medicinhåndtering. Her kan vi konstatere, at det i de sidste fire år har været et helt gennemgående tema, hvor det har været oppe på temamøder og personalemøder, udtalte ældre- og handicapchef i Odense Kommune, Kim Bøg-Jensen, tirsdag til TV 2/Fyn.

Ifølge Odense Kommune skal forklaringen på det tragiske dødsfald findes i en særlig kultur, som er opstået mellem ansatte på bostedet og den 50-årige beboer. 

- Der er opstået en eller anden kultur omkring denne her borger, som gør, at de her medarbejdere ikke har handlet på de afvigelser. Det er helt klart og tydeligt, sagde Kim Bøg-Jensen tirsdag.

Michal Carlsen vil ikke udtale sig om den konkrete sag, men i sin tid på bostedet oplevede han en anden virkelighed, end den Odense Kommune beskriver.

- Der var interne medicininstrukser. Hvad beboerne får, hvor meget de får, hvilke bivirkninger de eventuelt kunne få, og hvis de fik de bivirkninger, hvad man så skulle gøre. Og jeg kunne ikke se, at der blev handlet på de bivirkninger, der kom (hos beboerne, red). Ud fra det jeg har lært og min personlige erfaring og den viden, jeg har med fra før, så mente jeg ikke, at det var den rigtige kultur, siger Michal Carlsen.

I begyndelsen oplevede han, at der var fokus på medicininstrukserne, men det ændrede sig.

- Det faldt ligesom til jorden igen. Jeg oplevede også på et tidspunkt, at jeg nærmest fik skældud, fordi jeg stillede for mange spørgsmål omkring de instrukser, man havde derude, hvilket jeg stod uforstående overfor, siger paramedicineren.

Michal Carlsen er nu tilbage på skolebænken, men da han var færdig med sin fire måneder lange praktik hos Botilbuddet Fangelvej, blev han tilbudt arbejde som vikar af botilbuddets ledelse.

- Det takkede jeg nej tak til med den begrundelse, at jeg simpelthen ikke følte mig tryg derude. Jeg kunne ikke agere i det, fortæller han.

Oversigt

    Oversigt