DB Cargo retter ind efter nye regler for godstog

- Når myndighederne i Danmark siger, at vi gør noget, så er det det, vi gør, siger DB Cargo-direktør.

DB Cargo vil rette ind efter Trafikstyrelsens forbud mod sættevogne monteret på såkaldte lommevogne. Det oplyser kommunikationsdirektør i DB Cargo Jan Wildau.

 

 

- Vi overholder enhver europæisk regulering af det område, som vi opererer i. Det betyder, at vi overholder europæiske regler, og vi overholder alle danske regler.

- Når myndighederne i Danmark siger, at vi gør noget, så er det det, vi gør, siger han.

DB Cargo er det selskab, som stod for lastningen af det godstog, hvorfra en lasttrailer onsdag i sidste uge rev sig løs og ramte et DSB-tog på Storebæltsbroen. 8 blev dræbt. 16 blev kvæstet.

Trafikstyrelsen oplyser tirsdag, at den med øjeblikkelig virkning forbyder brug af sættevogne monteret på såkaldte lommevogne. Det sker efter undersøgelser af togulykken.

Derudover har styrelsen besluttet at ændre reglerne for, hvornår og hvor hurtigt godstogene må køre over Storebælt.

Fremover skal hastigheden sættes ned til 80 kilometer i timen, når vindstyrken når stiv kuling, altså 15 meter i sekundet.

Ved stormende kuling - 20 meter i sekundet - forbydes godstransport med vindfølsomme køretøjer, og ved storm - 25 meter i sekundet forbydes al godstransport.

Ifølge et notat, som TV2 er i besiddelse af, viser en test af en godsvogn, som den der i sidste uge var involveret i dødsulykken, en utilstrækkelig låsemekanisme.

Det fremgår ikke hos TV2, hvem der har udarbejdet notatet. Men mediet oplyser, at det er udarbejdet, efter at Havarikommissionen, Deutsche Bahn, DSB, politiet og Trafikstyrelsen mandag besøgte DB Cargo.

Hvordan forholder I jer til de her fejl?

- Vi forholder os til sagen på den måde, at vi lader Havarikommissionen arbejde uforstyrret. Vi arbejder professionelt og konstruktivt sammen med Havarikommissionen i forhold til at finde ud af, hvad der ledte frem til ulykken, siger Jan Wildfau fra DB Cargo.

- I forhold til Havarikommissionens arbejde er det Havarikommissionen, der skal udtale sig. Vi mener ikke, at det er passende - det vil faktisk være meget, meget upassende - hvis vi begyndte at forholde os til deres arbejde midt i en proces, som de arbejder med.

Oversigt

    Oversigt