Salget stiger: Men stadig forsvindende få elbiler på Fyn

Selvom salget af elbiler så småt begynder at røre på sig, så kører der stadig forsvindende få på de fynske landeveje. Under én procent af de fynske biler kører på el. Professor opfordrer til politisk handling.

Elbilerne er stadig et sjældent syn på de fynske landeveje. Det viser en særkørsel, som Danmarks Statistik har foretaget for TV 2/Fyn.

quote Der er sådan en stemning blandt folk. De er begyndt at overveje, om deres næste bil måske skal køre på el. Det er nogle tanker som ikke tidligere har været i hovederne på folk.

Casper Mysling, bilforhandler, Nissan, Svendborg.

Tallene viser, at der i alt kører 647 elbiler her på Fyn. Dermed udgør elbilerne blot 0,3 procent af den samlede fynske vognpark på 229.651 køretøjer.

Et nedslående antal, mener Henrik Wenzel, der er professor i cirkulær Økonomi på Syddansk Universitet.

Fokus på elbiler

- Vi har jo lovet hinanden nede i Paris, at vi skal prøve at holde os under halvanden grad temperaturstigning, og hvis ikke vi kan det så i hvert fald to. Det er sådan, det er formuleret. Og de halvanden grad, hvis ikke vi gør noget nu, så når vi det om syv år. Og de to grader har vi nået om 18 år, hvis ikke vi gør noget, siger Henrik Wenzel.

I december besluttede regeringen at forlænge afgiftfritagelsen på elbiler. Det betyder, at man de næste to år kan købe sig en elbil uden at betale afgift til staten af den. Fritagelsen gælder elbiler, som koster under 400.000 kroner.

Afgiftfritagelsen er et led i regeringens mål om en million elbiler på vejene inden 2030.

Inge Priisholm købte sig en elbil kort før jul, og hun fortryder ikke. Heller ikke når hun besøger sønnerne i henholdsvis Vestjylland og på Sjælland.

Tegn på gennembrud i 2019

Og elbilerne har altså stadig behov for et skub. I 2018 solgte de danske bilhandlere blot 1545 elbiler på landsplan. 2019 kan dog blive året, hvor salget endelig kommer i gang.

Det vurderer Casper Mysling, der forhandler Nissan i Svendborg. 

quote Vi har jo lovet hinanden nede i Paris, at vi skal prøve at holde os under halvanden grad temperaturstigning, hvis ikke vi gør noget nu, så når vi det om syv år. Og de to grader har vi nået om 18 år.

Henrik Wenzel, professor i cirkulær økonomi, Syddansk Universitet.

Han er en af Nissans bedste elbilsælgere. Han solgte knap 50 elbiler sidste år.

- Der er sådan en stemning blandt folk. De er begyndt at overveje, om deres næste bil måske skal køre på el. Det er nogle tanker som ikke tidligere har været i hovederne på folk, siger Casper Mysling.

Han bakkes op af salgstallene. I løbet af de første tre uger af 2019 købte danskerne 200 elbiler. Det viser tal fra automobilimportørerne.
 

 

Til TV2 spåede Gitte Seeberg, direktør i AutoBranchen Danmark, også et gennembrud for elbilerne.

- Salget af elbiler begyndte at tage fart i andet halvår i 2018, og det fortsætter nu ind i det nye år. Forbrugerne har fået sikkerhed for de lave afgifter på kun 20 procent, og elbilernes rækkevidde er gennem større batterier også blevet stærkt udvidet. Så alt i alt udgør de grønne biler nu et klart alternativ til traditionelle biler for flere familier, sagde Gitte Seeberg til TV2.

Afgiftfri elbiler koster statskassen penge

Hos Terminalen Odense, der blandt andet forhandler Hyundais nye elektriske satsning, Konaen, der kan køre over 400 kilometer på en opadning, erklærer filialdirektør Nikolaj Juul sig enig med Gitte Seeberg.

- Bilerne er efterhånden til at komme i nærheden af for penge, så almindelige mennesker også kan være med. Som forhandlere er det også først nu, at mange af os for alvor har det produkt, der kan overbevise forbrugerne. Men det føler vi, at vi har nu, siger Nikoal Juul.

Professor: politikere burde gøre mere

Men der er altså stadig lang vej, før Fyns 647 elbiler bliver til over 200.000.

På Syddansk Universitet spår professor Henrik Wenzel dog, at omstillingen kommer til at gå hurtigt:

- De fleste store bilproducenter i verden producerer jo elbiler nu, så det kommer væltende om ganske kort tid, siger professoren.

Afgifter på elbiler

Han peger samtidig på, at i takt med, at flere investerer i en elbil, så bliver bilerne også billigere at producere og sælge. Han ville dog ønske, at politikerne ville støtte yderligere op om elbilerne. Han synes ikke politikerne gør nok for at fremme den grønne omstilling.

- Nej, det synes jeg ikke. Slet ikke i lyset af, hvor kort tid vi har til at handle. Jeg synes, de burde gøre væsentligt mere, siger Henrik Wenzel.

Finansministeriet har regnet ud, at den grønne omstilling vil koste 88 milliarder kroner frem mod 2030.

Oversigt

    Oversigt