2 millioner - du bestemmer

Nu har du mulighed for at være med til at bestemme, hvad skal der forskes i i sundhedsvæsenet i Region Syddanmark.

Fem forskningsprojekter er med i projektet "Et Sundere Syddanmark" og det er op til alle syddanskere via SMS-stemmer at bestemme, hvilke af projekterne, der skal have del i en forskningspulje på to millioner kroner fra Region Syddanmark.

Projekterne

Klik på et af projekterne, for at læse mere.

Kronisk tarmbetændelse

Mere end 60.000 danskere lever med kronisk tarmbetændelse. For dem er kraftige mavesmerter, træthed, diarré og blodig afføring hverdag. Dette forskningsprojekt vil undersøge, om fysisk træning har en positiv effekt på patienter med kronisk tarmbetændelse, så det kan bruges som behandlingsværktøj til at give de mange danskere, der lever med den uhelbredelige lidelse, et bedre liv.

Odense Universitetshospital

Læs mere om tarmsygdom

Nye årsager til fedme og fedtlever

Vi ved alle sammen, at vi bliver overvægtige, hvis vi spiser for meget og bevæger os for lidt. Alligevel bliver der flere og flere overvægtige, og nogle mennesker bliver faktisk nemmere overvægtige end andre. Derfor er der et stort behov for, at vi finder ud af, om der er andre årsager end kost og motion, der kan være årsag til at man bliver overvægtig. Dette forskningsprojekt vil undersøge, om et særligt protein i blodet kan forklare, hvorfor nogle mennesker nemmere bliver overvægtige end andre, og om proteinet har betydning for, om man udvikler fedtlever.

Sydvestjysk Sygehus

Læs mere om fedme

Psykiske mén efter hjertestop

Det tyder på, at hjertestopoverlevere klarer sig psykisk og hukommelsesmæssigt dårligere i forhold til den øvrige befolkning. For eksempel er selvmordsrisikoen blandt hjertestopoverlevere fem gange højere, hvis man sammenligner med den samlede danske befolkning. Dette forskningsprojekt vil følge hjertestopoverlevere og deres pårørende for at finde ud af hvilke psykiske og hukommelsesmæssige udfordringer, som denne patientgruppe kan stå overfor, så man bedre kan finde og behandle psykiske eftervirkninger.

Sygehus Sønderjylland

Læs mere om hjertestop

Tidlig opsporing af lungekræft

Målet med dette forskningsprojekt er at udvikle et computerprogram, baseret på kunstig intelligens, der kan hjælpe med at opdage lungekræft inden sygdommen når at sprede sig. Ved hjælp af sundhedsdata fra patienter undersøgt for lungekræft, skal kunstig intelligens kunne hjælpe praktiserende læger med at opdage sygdommen tidligere. På den måde vil flere patienter kunne få behandling i tide.

Sygehus Lillebælt

Læs mere om lungekræft

Nye behandlingsmetoder til spiseforstyrrelser

Dette forskningsprojekt vil sammen med patienter og pårørende udvikle et computerspil, som skal bruges som støtte til behandlingen af spiseforstyrrelser. Spillet skal opbygges som en labyrint, hvor spilleren bliver præsenteret for forskellige valg som han eller hun kan møde i deres hverdag med en spiseforstyrrelse. Målet er at komme ud af labyrinten dermed få et bedre liv. Når spillet er udviklet vil forskerne undersøge, om det kan bruges som hjælp til behandling af spiseforstyrrelser.

Psykiatrien i Region Syddanmark

Læs mere om spiseforstyrrelser

Sådan stemmer du

Send en sms til 1999 med teksten "sund X" til det projekt, du synes skal vinde.

Tarmsygdom

Sund 1

Fedme

Sund 2

Hjertestop

Sund 3

Lungekræft

Sund 4

Spiseforstyrrelser

Sund 5

Det koster alm. sms takst at stemme. Du kan kun stemme på ét projekt.

Om "Et Sundere Syddanmark"

”Et Sundere Syddanmark” er et samarbejde mellem Region Syddanmark, Syddansk Universitet, TV 2 Fyn og TV SYD.

De fem deltagende sygehuse er Odense Universitetshospital, Sygehus Lillebælt, Sydvestjysk Sygehus, Sygehus Sønderjylland og Psykiatrien i Region Syddanmark.

Pengepuljen fordeles med 1 million kroner til det projekt, der får flest SMS-stemmer, 600.000 kroner til andenpladsen og 400.000 kroner til tredjepladsen.

Vinderen kåres ved et finaleshow på Videnbyen ved SDU i Odense. Showet bliver sendt direkte på TV 2/Fyn og TV SYD tirsdag d. 3. november kl. 18.30.