Da Mette Christoffersen for to år siden blev indlagt på akutmodtagelsen på OUH, troede lægerne først, at det var en blodprop i hendes lunger. Hun havde hjertebanken og svært ved at trække vejret.
- Jeg tænkte, at der var noget fysisk galt, for jeg hev simpelthen efter vejret. Jeg blev selvfølgelig mega bange for, hvad der var galt, og hvad jeg fejlede, siger hun.
Hun er en af de få, som har lyst til at stå frem om et meget tabubelagt emne. Mange af de adspurgte frygter, at de vil få sværere ved at få nyt job og fremstår som svage, hvis de indrømmer stress.
Mette Christoffersen håber, at forskerne får en million kroner til at kortlægge, hvordan stress ser ud i hjernen. Hun tror, det kan gøre det nemmere for patienter at få anerkendt stress som arbejdsskade.
- Som det er nu, får man afslag på alle sager omkring stress. Hvis man kan få klarlagt skaderne i hjernen, kan det blive mere anerkendt, hvad stress betyder for den enkelte og for samfundet, siger hun.
Jeg kunne ikke tænke klart og følte det, som om nogen trykkede på mit hovede. Jeg kunne ikke få mit hovede til at samarbejde med det, jeg gerne ville
Ignorerede symptomerne
Den 37-årige sygeplejerske arbejder på OUH, hvor hun igennem et halvt års tid havde ignoreret en række symptomer. Lunten var blevet kortere, hun var irritabel og havde svært ved at huske.
Det kulminerede med, at hun en dag fik et angstanfald.
- Jeg fik svært ved at trække vejret, mit hjerte galopperede.
En kollga får hende derfor indlagt på Fælles Akut Modtagelsen på OUH. Hun bliver udredt, men lægerne kan ikke rigtig finde noget. Der er lidt med hendes stofskifte, men ikke nok til at forklare anfaldet og vejrtrækningsproblemerne.
Mette Christoffersen starter derfor på arbejde igen. Hun er mor til tre og arbejder i 31 1/2 time om ugen. Men symptomerne kommer hurtigt igen. Hun får hovedpine og kan ikke tænke klart, ringer til patienter og kan ikke huske, hvad hun skal snakke med dem om.
- Jeg tænker ret hurtigt, at der er et eller andet galt, men holder fast i at det er noget fysisk, der er galt. Det er nemmere at håndtere, og det er nemmere at gå til omverdenen med, siger hun.
Mærkede stigende arbejdspres
De sidste ti år har hun mærket et stigende arbejdspres som sygeplejerske. Stressen kommer, når hun går på arbejde, men er der ikke derhjemme. Det bliver svært at rumme patienterne og koncentrere sig om deres problemer. Hun kan ikke tage mere ind og græder rigtig meget.
- Jeg følte, at jeg ikke kunne tænke klart, som om at nogen trykkede på mit hovede. Jeg kunne ikke få mit hovede til at samarbejde med det, jeg gerne ville. Jeg tænker, det var arbejdsbyrden i forhold til, hvad jeg kunne håndtere. Og så det at jeg ikke har kunnet sige fra, siger hun.
Efter en samtale med sin læge gik det op for hende, at det var stress. Mette Christoffersen blev sygemeldt og henvist til Arbejdsmedicinsk Klinik i Odense, hvor hun fik en lang snak med en erhvervspsykolog. Hun mødte en gruppe andre stressramte og begyndte at forstå.
Selv små ting som det at gå ud og handle bliver svært for hende, hvor hun frygter at møde nogen, hun kender.
- Jeg følte, at det var forbudt, at jeg var der. Men jeg kunne også få angstsymptomer, som da jeg blev indlagt på akutmodtagelsen med hjertebanken og vejtrækningsbesvær. Det her er ikke bare den enkeltes ansvar, det er både arbejdspladser og samfund, der skal tage ansvar for at stoppe stress, siger hun.
Siger hurtigere fra
Efterfølgende kom hun via kommunen i virksomhedspraktik på sin egen arbejdsplads med en række opgaver uden patienter.
På den måde kom hun langsomt tilbage på sin afdeling på OUH, hvor hun nu er i samme funktion, men med de ekstra belastede opgaver pillet fra.
Mette Christoffersen har lært symptomerne at kende og kan hurtigere sig fra. I travle perioder kommer vejtrækningsbesværet og hjertebanken tilbage. Hun er ikke den samme og bare èn travl dag kan påvirke hende i lang tid.
- Jeg kan godt frygte, at jeg aldrig bliver den samme, siger hun. Ny forskning på det her område kunne have gjort en forskel for min erkendelse af, hvad det handlede om, siger hun.
