100 elever sendt hjem: - Nu kommer det meget tæt på lige pludselig

Tirsdag måtte Pontoppidanskolen i Brobyværk hjemsende 15 lærere og 100 elever, efter en lærer blev testet positiv for coronavirus.

Coronavirus er pludselig blevet det helt store samtaleemne i Brobyværk.

- Det er lidt uvirkeligt. Nu er det lige som om, at det kommer meget tæt på, siger Joan Lorentzen.

Hun er mor til en af de 100 elever, som foreløbig ugen ud må modtage hjemmeundervisning, fordi Pontoppidanskolen valgte at hjemsende 15 lærere, efter en kvindelig lærer tirsdag blev testet positiv for covid-19.

Og onsdag fylder coronaviruspandemien pludselig meget i den midtfynske by.

- Under hele corona-perioden har det været uvirkeligt, for vi kendte ikke nogen, der var syge, og det var ikke rigtig tæt på. Men det er det nu. Det er lidt skræmmende faktisk, siger Joan Lorentzen.

Hendes datter Clara Lorentzen går i 9. klasse på den corona-ramte skole. Hun er derfor sammen med alle de øvrige på klassetrinnet blevet sendt hjem. Hun var også igennem hele forløbet i foråret, så derfor er det ikke ligefrem positivt, at de nu igen må undervises derhjemme.

- Det er ret træls, for vi var jo lige kommet i skole – og så blev vi sendt hjem igen, fortæller Clara Lorentzen.

Værre for små og gamle

Også 6.-klasserne er blevet hjemsendt og må indtil foreløbig mandag modtage undervisning derhjemme via digitale medier.

Den udvikling kom helt bag på Sif Zenia Rita Arndt Sørensen, som går i 6.b på Pontoppidanskolen i Brobyværk.

- Min veninde ringede og spurgte, om jeg havde hørt, at vi ikke skulle i skole mere. Jeg svarede ’nej, hvad snakker du om?’, siger Sif Zenia Rita Arndt Sørensen.

Veninden forklarede herefter sammenhængen for den forbløffede veninde, der nu – igen – sammen med resten af 6. til 9. klasse på skolen må modtage hjemmeundervisning.

Sif Zenia Rita Arndt Sørensen er dog ikke så bekymret for selv at blive smittet med coronavirus.

- Jeg er mere bekymret for de helt små og de rigtig gamle, siger Sif Zenia Rita Arndt Sørensen.

Bekymringer

Tilbage hos Joan og Clara Lorentzen er betænkeligheden vendt tilbage efter forårets nedlukning.

- Det giver lidt bekymringer, hvis det hele skal til at lukke ned igen, og børnene skal hjem igen, så de ikke smitter hinanden. Det giver også bekymringer om vores arbejde. Skal vi nu pludselig være smittet alle sammen? Det har vi jo kunnet undgå indtil nu, siger Joan Lorentzen.

Hun ejer en frisørsalon, som var tvangslukket i en længere periode i foråret.

- Det kan jeg næsten ikke overskue, hvis vi skal igen.

Oversigt

    Oversigt