Ikke længere i livsfare: 14-årig i bedring efter trafikuheld

Den 14-årige dreng, der fredag blev ramt af en bil ved Sallinge, da han løb efter en bus, er ifølge politiet i bedring. Hans tilstand er ikke længere kritisk.

Opdatering
Clock20. jun 2021, kl. 11:16
Fyns Politi oplyser til TV 2 Fyn, at den 14-årige dreng ikke længere er i livsfare. Han kom lørdag ud af det kunstige koma, han var lagt i, og politiet beskriver nu drengens tilstand som stabil.

En 14-årig dreng blev fredag morgen kørt ned på Faaborgvej ved Sallinge. Uheldet skete, da drengen løb for at nå en bus, har politiet tidligere oplyst.

Drengen blev efterfølgende kørt til Odense Universitetshospital, og meldingen lød, at hans tilstand var kritisk. 

Lørdag fortalte vagtchef ved Fyns Politi Milan Holck Nielsen, at drengen var i bedring. 

- Den seneste melding er, at han er i bedring. Han er stadig i kritisk tilstand, men det går den rigtige vej, sagde vagtchefen lørdag. 

Senere på lørdagen blev drengen taget ud af det kunstige koma, han var lagt i, og politiet beskriver derfor ikke længere drengens tilstand som kritisk.

- Han er kommet ud af koma og er i stabil tilstand, siger Milan Holck Nielsen til TV 2 Fyn søndag.

Ramt med høj fart

Politiet har tidligere meldt ud, at bilisten ikke lader til at have handlet forkert i situationen, men bare ikke har kunnet nå at reagere. 

Drengen blev ramt med omkring 60 kilometer i timen, har politiet vurderet.

Man valgte fredag at omdirigere morgentrafikken efter uheldet, så politiet og redningspersonalet kunne gøre deres arbejde på stedet.

Blandt andet har en bilinspektør undersøgt ulykkesstedet. 

Oversigt

    Oversigt