32 år gammel juletradition: Gamle dagplejebørn vender hjem til Grethe

I 32 år har Grethe Pedersens tidligere dagplejebørn besøgt hende til æbleskiver og brunkager. Og det har de tænkt sig at blive ved med.

I Herringe på Midtfyn holdes en juletradition i hævd for 32. år i træk. 

Hvert år på lillejuleaften inviterer den nu 86-årige Grethe Pedersen nemlig sine tidligere dagplejebørn til æbleskiver og julehygge. 

Traditionen startede i 1988, hvor Grethe Pedersen stoppede som dagplejemor. Der inviterede hun tidligere dagplejebørn til julehygge, og den tradition har holdt ved lige siden.

quote Jeg glæder mig til, at de kommer hvert år

Grethe Pedersen

Kommer fra hele Danmark

Denne lille juleaftensdag er ti af de tidligere dagplejebørn på besøg. De ankommer med blomster, chokoladde og lidt godt til ganen til huset i Herringe.

De gamle dagplejebørn er nu voksne og bosat i hele Danmark, men det afholder dem ikke fra at komme hvert år og genoplive en masse minder.

Der skal ikke mangle noget på Grethe Pedersens julebord, så æbleskiverne kører i pendulfart mellem ovnen og spisebordet.
Der skal ikke mangle noget på Grethe Pedersens julebord, så æbleskiverne kører i pendulfart mellem ovnen og spisebordet.
Foto: Mads Ingemann

- Om vinteren kælkede vi ovre på den store bakke der, siger en af Grethe Pedersens gæster, hvortil han bliver afbrudt af en anden gæst, at den slet ikke var så stor den bakke. De var bare små.

- Jeg glæder mig til, at de kommer hvert år, siger Grethe Pedersen. 

Opereret i onsdags

Men i år blev hun lidt nervøs for, om hun nu kunne nå det hele. Grethe Pedersen blev nemlig opereret for grå stær i onsdags. 

- Jeg var til kontrol i dag, så jeg var lidt bange for, om jeg kunne nå det i dag, siger Grethe Pedersen. 

Æbleskiverne bliver flittigt delt rundt omkring bordet, mens Grethe Pedersen sørger for, at der ikke mangler noget til de gamle børn.

Hverken Grethe Pedersen eller 'dagplejebørnene' har tænkt sig at stoppe med traditionen. 

- I kan da nok høre, at der er en god stemning, når de er sammen, siger Grethe Pedersen.

Oversigt

    Oversigt