Alle elever hjemsendt: Medarbejder fra Tre Ege Skole smittet

En medarbejder på Tre Ege Skolens Kværndrup-afdeling er testet positiv for coronavirus. Som konsekvens har skolen hjemsendt alle elever.

Resten af ugen vil der ikke være meget børnelatter og leg på Tre Ege Skolen i Kværndrup-afdelingen. 

En medarbejder er testet posititiv med coronavirus, og det har nu resulteret i, at alle elever skal hjemsendes. 

- Børnene i 0. til og med 3. klasse er hjemsendt og skal testes, før de kan vende tilbage, siger skoleleder Hanne Rygaard til TV 2 Fyn. 

Medarbejderen har været i kontakt med en del af det andet personale, som også skal hjemsendes og testes, før de kan vende tilbage. 

- Så er der ikke så mange lærere tilbage, og derfor hjemsendes mellemtrinnet også. Alle elever modtager nødundervisning, siger skolelederen.

Forventer at være tilbage mandag

Medarbejderen har været på arbejde hele sidste uge, men udviste ingen symptomer. 

- Jeg fik meldingen om svaret på testen i dag, siger Hanne Rygaard. 

Siden har hun været i kontakt med sundhedsmyndighederne. 

- Vi fik god hjælp fra vores samarbejdspartnere i forvaltningen. Styrelsen for Patientsikkerhed har vejledt om, hvem der skulle sendes hjem og testes. Det har vi lænet os fuldstændig op ad, siger Hanne Rygaard.

Skolens Kværndrup-afdeling har cirka 120 elever. Hanne Rygaard forventer, at alle kan vende tilbage igen på mandag.

Hjemsendelsen af eleverne kommer i kølvandet på en mandag, hvor Odense har fået skærpede restriktioner, som følge af det høje smittetal på 60,7. I Faaborg-Midtfyn Kommune er smittetallet 21,4, hvilket gør, at kommunen er på myndighedernes overvågningsliste. 

Oversigt

    Oversigt