Anmelderne er helt enige efter rock'n'roll-brag: Raconteurs’ magtdemonstration går over i Heartland-historien

Amerikanske The Raconteurs leverede et forrygende og eksplosivt brag af en rockkoncert på Heartland fredag aften.

Med en i særklasse veloplagt Jack White i spidsen leverede The Raconteurs en fuldstændig fremragende koncert på Greenfield Stage på Heartland Festival fredag aften.

De danske musikanmeldere står dagen derpå i kø for at rose det energifyldte, riff-rykkende og hårdtrockende Detroit-band.

quote Med svimlende energiudladning og en formidabel balance i virkemidlerne leverede The Raconteurs en overlegen magtdemonstration, der står som et af de helt store Heartland-øjeblikke i festivalens historie

Martin Gronemann, musikanmelder, Soundvenue

- En god rockkoncert, der har Jack White på rollelisten, skal føles vidunderligt kaotisk. Som at være proppet for mange mennesker ind i en lille bil, der kører lidt for hurtigt ud af en bumlet vej, mens alle råber og skriger. Sådan var The Raconteurs’ koncert på Heartland. Og ingen var et øjeblik i tvivl om, at det var sådan, det ville blive: en kindhest af en koncert, skriver Politikens anmelder, musikredaktør Simon Lund, der kvitterer med fem stjerner ud af seks

The Raconteurs opstod i 2005 og består af den tidligere The White Stripes-frontmand Jack White, der sidste år optrådte i eget navn på Tinderbox, guitarist, sanger og medsangskriver Brendan Benson, bassist Jack Lawrence og trommeslager Patrick Keeler, der begge har en fortid i garagerockbandet The Greenhornes. Endelig er bandet blevet udvidet med Dean Fertita, der også er kendt fra Queens of the Stone Age, der spiller keyboard og guitar. 

De fem herrer har i dén grad fundet hinanden i et fællesskab af rock'n'roll skrevet med meget store bogstaver.

- Med svimlende energiudladning og en formidabel balance i virkemidlerne leverede The Raconteurs en overlegen magtdemonstration, der står som et af de helt store Heartland-øjeblikke i festivalens historie, skriver Soundvenues anmelder Martin Gronemann, der har været på Heartland i alle fire år og aldrig har oplevet noget lignende.

Han giver koncerten fuldt hus med seks stjerner ud af seks mulige.

Tohovedet rockmonster

Musikmagasinet Gaffa er også på Heartland Festival, og anmelder Ole Rosenstand Svidt var begejstret efter fredagens brag af en rockkoncert på festivalens store scene.

The Raconteurs vekslede mellem up-tempo guitarrock med riffene flyvende om ørerne og så de mere stille numre, hvor især medforsanger Brendan Benson får mulighed for at shine. Anmelderen kalder derfor Raconteurs for 'et tohovedet rockmonster'.

- De to forsangere kører nemlig den klassiske good cop, bad cop-stil med Brendan Benson som den lidt pæne, ofte rytmeguitarspillende sanger, mens Jack White er hans onde tvilling med en mere skinger sangstil og virtuost leadguitarspil, skriver Ole Rosenstand Svidt.

Anmelderen giver koncerten fem stjerner ud af seks mulige i sin anmeldelse, som han afrunder således:

- Ikke overraskende kommer til allersidst gennemsbrudshittet "Steady As She Goes", hvor den gennemsvedige Jack White omsider smider jakken og samtidig ifører sig en Gibson Flying V-guitar, hans mindst tiende guitarskift i aften. Folk synger med, og efter en lang outro har The Raconteurs spillet halvanden time, hvilket er den længste koncert, jeg har oplevet på årets Heartland, men den er ikke et sekund for lang.

Også Ekstra Bladets musikkritiker Thomas Treo har fundet rosende ord frem til The Raconteurs.

- Amerikanerne samlede festivalpladsen og skabte en rockfest for folket. Det var tiltrængt, skriver Treo i sin anmeldelse, hvor han bedømmer koncerten til fire stjerner ud af seks.

 
 
Foto: Helle Arensbak / Ritzau Scanpix

Oversigt

    Oversigt