En større brand brød kort før middag ud på en stor firelænget gård på Østergyden sydøst for Faaborg.
Ifølge Fyns Politi havde gårdens ejer torsdag formiddag været i færd med at brænde haveaffald af, da elementer fra bålet højst sandsynligt antændte de stråtægte længer.
Og så gik det stærkt.
Tre af gårdens fire længer er nu brændt ned. Den fjerde længe, stuehuset, blev delvist reddet af redningsmandskabet, og er sluppet med småskader.
Fyns Politi modtog anmeldelsen om branden klokken 11.15.
- Heldigvis er der kun sket materiel skade, og der var hverken dyr eller mennesker i de tre nedbrændte længer, siger Kenneth Taanqvist, vagtchef ved Fyns Politi.
Vagtchefen fortæller, at gårdens ejer er dybt påvirket af branden.
- Han er meget chokeret og befinder sig lige nu på OUH, siger Kenneth Taanqvist.
Beredskab Fyn er fortsat i færd med at slukke branden.