Der er kamp om pladserne i Nørre Broby Hallen i Faaborg-Midtfyn Kommune.
Selvom der er halvanden time til aftenens bankospil starter, er der allerede et godt ryk-ind af deltagere, der hurtigt passerer 200 i antal.
Vi hygger os. Vi er de samme, der sidder sammen, og det har vi gjort igennem mange år
Connie Sørensen, Assens
For søndag aften er fyldt med tradition i hallen, hvor mange forsøger at sidde ved samme bord som sidste søndag. Og søndagen før den.
- Vi hygger os. Vi er de samme, der sidder sammen, og det har vi gjort igennem mange år. Det er ret hyggeligt, siger Connie Sørensen fra Assens.
Der er en solid opbakning til bankospillet, der nu har kørt i 50 år. Og læg mærke til, at vi taler om hver eneste søndag siden 1969. Også i sommerferierne.
Kun i særlige tilfælde, hvis juleaften falder på en søndag, kan man aflyse bankospillet.
Jeg regnede ud en dag, at jeg har lagt 680.000 kroner herovre.
Peter Poffler, Haarby
Peter Poffler fra Haarby har kommet til spillene gennem 40 år sammen med sin fætter.
Og han har regnet ud, at han har lagt en overraskende stor sum penge på spillepladerne gennem årene:
- Jeg regnede ud en dag, at jeg har lagt 680.000 kroner herovre. Igennem alle de år. Det er kraftedeme mange penge.
- Sagde du 680.000? Hvordan har du det med det?
- Jeg har det godt nok med det. Jeg er kommet af med dem. Så der er sgu ikke noget i det, siger han.
For ham er det samværet, der betyder noget.
Det er Nørre Broby Støtteforening, der arrangerer bankospillene, og formand Bo Petersen er godt tilfreds med, at folk har lyst til at lægge så mange penge i foreningens pengekasse.
- De lægger vel i snit 150-160 kroner per gæst sådan en søndag aften. Og det er vi jo glade for, siger han.
På den måde kan de frivillige i foreningen nemlig se, at der kommer resultater ud af deres arbejde.
Foreningen har 50 frivillige, der skiftes til at tage en søndagstjans.
På en tilfældig søndag er der et fast hold på 12 frivillige, der møder op, stiller borde op, arrangerer gevinster, sælger spilleplader og råber numre op.
Alt sammen for at kunne støtte aktiviteter i Nørre Broby.