Bosted for sindslidende og hjerneskadede kræves lukket

Socialtilsyn Midt har valgt at fratage botilbuddet Solskrænten dets godkendelse som socialt tilbud. Det undrer Faaborg-Midtfyn Kommune, der vil klage over afgørelsen.

Botilbuddet Solskrænten risikerer at lukke, og 41 sindslidende og hjerneskadede personer kan ende med at skulle flytte fra det socialpsykiatriske botilbud i Korinth. 

Det uafhængige tilsyn Socialtilsyn Midt vil inddrage botilbuddets godkendelse som socialt tilbud og kræver stedet lukket.

Det skriver Faaborg-Midtfyn Kommune i en pressemeddelelse. 

Ifølge fyens.dk konkluderer tilsynet i sin afgørelse, at beboerne på Solskrænten "ikke i tilstrækkeligt omfang bliver hørt, respekteret og anerkendt". Samtidig er der "manglende nødvendig opmærksomhed på overgreb og krænkelse borger og borger imellem".

Det forstår Faaborg-Midtfyn Kommunes koncerndirektør, Siggi W. Kristoffersen, ikke. Han er ikke enig i tilsynets afgørelse og meget overrasket. 

- Jeg er meget overrasket over, at det er det skridt, som man vælger at tage. Vi har haft meget vanskeligt ved den rapport, som ligger til grund for afgørelsen, siger han til TV 2/Fyn og fortsætter:

- Men vi tager altid de anbefalinger alvorligt. 

Han mener ikke, at der er tale om noget direkte kritisabelt. 

- Der er ikke tale om noget kritisabelt. Det er jo en type tilbud og en målgruppe, hvor der altid er noget at arbejde med. Og så kommer tilsynet hvert år med nogle nye ting, som er gode at arbejde med, og det har vi arbejdet med sammen med dem. Og de har sagt, at nu er de tilfredse med det, siger koncerndirektøren. 

- Men nu får vi lige ro på, og får beroliget beboerne i, at det ikke kommer til at ske i morgen, og hvis du spørger mig, så kommer det slet ikke til at ske. 

Koncerndirektøren i Faaborg-Midtfyn Kommune vil nu få lidt ro på beboerne på Solskrænten. Han mener ikke, at lukning kommer på tale. 

Kan ende i Ankestyrelsen

I april i år fik Solskrænten tre påbud og kom under skærpet tilsyn. Socialtilsyn Midt fulgte botilbuddet tæt, og i juli ophævede man både påbuddene og det skærpede tilsyn.

En uge efter fik Faaborg-Midtfyn Kommune besked om, at tilsynet overvejer at ophæve Solskræntens godkendelse.

- Det er meget forvirrende, når vi først får at vide, at vi har løst problemerne, og så kort tid efter bliver mødt med krav om lukning, siger Siggi W. Kristoffersen.

Faaborg-Midtfyn Kommune vil i første omgang klage over Socialtilsyn Midts afgørelse. Fastholder tilsynet sin beslutning, vil Faaborg-Midtfyn Kommune anke sagen til Ankestyrelsen. Her er sagsbehandlingen op til et år, og Solskræntens beboere vil blive på botilbuddet, inden Ankestyrelsen træffer sin afgørelse. 

Stadfæster Ankestyrelsen tilsynets afgørelse, vil Solskrænten lukke med tre måneders varsel. 

Oversigt

    Oversigt