Brangstrup Festival er for dem, der ikke magter Tinderbox: - Jeg er ikke vild med for mange mennesker

Brangstrup Festival er for unge med særlige behov, der gerne vil feste, men som ikke kan håndtere de store festivaler. I år fejrer festivalen sit 20 års jubilæum.

Der er festivaltelt, musik og madboder. Præcis som man kender det fra de store festivaler som Tinderbox, Heartland eller Roskilde.

Men Brangstrup er en særlig festival for unge mellem 16 og 24 år med særlige behov. Her er der mulighed for at leve et ungeliv med fest, uden at man skal klemme sig gennem kæmpe menneskeskarer.

Og det er lige præcis det, der tiltaler Rebecca Danielle, der er elev på kostskolen Bo Brangstrup tæt på Ringe, der arrangerer Brangstrup festival.

Der var blandt andet musikscene til festivalen. Her med Brangstrup All Stars.
Der var blandt andet musikscene til festivalen. Her med Brangstrup All Stars.
Foto: Mikkel Skov Svendsen

- Jeg er ikke så vild med for mange mennesker, så jeg er lidt mere indelukket.Jeg synes, det her er fint for mig. Og det tror jeg også, at jeg kunne sige om andre, at de ville være ret enige i, siger Rebecca Danielle.

To års corona-pause

Efter to år, hvor coronavirus har holdt festivalen lukket, kan den nu fejre 20 års jubilæum med et brag.

Flere elever optræder selv i teltet. Rebecca Danielle spiller for eksempel bas i bandet Brangstrup All Stars.

Men senere fredag aften sætter de ind med det tunge skyts. Således headliner Thomas Buttenschøn og Wafande årets festival.

Arrangementet har fået 200.000 kroner i støtte fra Finanslovens pulje til kultur og oplevelser for udsatte samfundsgrupper, som under corona har været særligt udsatte for ensomhed.

Rebecca Danielle er lidt nervøs, inden hun skal på scenen med Brangstrup All Stars, men hun er også stolt over, at hun har været med til at stable en festival på benene.

Masser af mennesker var med til Brangstrup Festival.
Masser af mennesker var med til Brangstrup Festival.
Foto: Mikkel Skov Svendsen

- Jeg synes, det er fedt, at vi kan have vores egen ting og selv sætte op til det. Det er jo os, der har lavet festivalen, kan man sige. Jeg føler, at det er ret sejt.

Og det begrænsede antal mennesker passer perfekt til Rebecca Danielle.

- Jeg føler, det er ret stort. Der er jo over 100 mennesker, siger hun.

Det er kostskolen Bo Brangstrup, der står bag Brangstrup Festival, og selve skolen kan i år fejre sit 50 års jubilæum.

Hvis du er til flere musiknavne i det midtfynske, skal du måske overveje at lægge vejen forbi Heartland, der blandt andet har Kashmir på programmet.

Oversigt

    Oversigt