Christian Thygesen: Det er ækelt

Borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune, Christian Thygesen opdagede ved et tilfælde, at otte meget ens læserbreve har beklikket hans hæderlighed.

Det gik op for ham, at der var noget galt, da en helt anden læserbrevskribent omtalte, at et af de otte læserbreve var skrevet fra en adresse, der ikke eksisterer.

Derfor slog borgmesteren tilbage i arkiverne og fandt de otte næsten enslydende breve i Fyns Amts Avis og Fyns Stiftstidende tilbage til begyndelsen af december.

- Havde det bare været et enkelt læserbrev, havde jeg nok tænkt, at det må man som politiker leve med. Men det, der er ækelt ved det her, det er systematikken og det, at der tilsyneladende ligger et motiv bag om at skabe tvivl om min hæderlighed, siger Christian Thygesen.

Han mener, at læserbrevene er på kanten af det rimelige og måske også straffeloven:

- Det kan jeg ikke vurdere. Der skal jurister til, siger han.

Christian Thygesen har ikke noget udestående med avisen på grund af det skete, men mener også det skete er en begmand til avisen:

- Avislæserne må kunne stole på, at dem, der skriver i en avis - også ikke-journalister - kan stå inde for det, de skriver, siger han og henviser til, at avisen allerede har bebudet bedre kontrol med læserbrevskribenters identitet.

De otte læserbreve beskylder blandt andet borgmesteren for at give vennetjenester til støtter i erhvervslivet og for at lade kommunen betale sine regninger.

De er afsendt fra otte forskellige adresser fra forskellige email-konti, og næsten alle er afsendt fra computere med hver deres IP-adresse, så den eller dem, der står bag gør sig umage for at slette sine spor.

- Otte læserbreve kan opfattes som et begrænset antal, men det kan jo hurtigt blive til 100 indtryk hos dem, der har læst dem. Og der er også risiko for at det bliver slået op i sociale medier, og så ved vi jo, hvordan det kan gå - og i dette tilfælde på falsk grundlag, siger Christian Thygesen.

 

Borgmester Christian Thygesen om læserbrevkampagnen mod ham

 

Oversigt

    Oversigt