Counter-Strike: Russiske hackere stjal 20.000 kroner fra 12-årige Tristan

Dyrt digitalt udstyr til computerspillet Counter-Strike er blevet stjålet fra 12-årige Tristan fra Faaborg af russiske hackere. Firmaet bag det populære spil har afslået at hjælpe den sønderknuste dreng.

En nervøs hånd glider henover musen, og 12-årige Tristan Greve klikker på det link, der giver ham adgang til at se hans nye skin i computerspillet Counter-Strike.

Det er en drøm, der går i opfyldelse.

Han har købt en sjælden udgave af det Counter-Strike skin, der hedder Dragon Lore Awp Field Tested. Det koster 12.800 kroner. Pengene har han sparet op gennem sit job som hjælpetræner i e-sportsforeningen i Faaborg.

quote Det er måske det samme, som hvis en Ferrari bliver stjålet, og ingen vil gøre noget ved det. Det er bare nederen, fortæller Tristan Greve.  

Tristan Greve

Men glæden varer ikke længe. Tristan Greve bliver nemlig kort efter scammet og frarøvet skins for i alt 20.000 kroner.

- Jeg havde en skin, der forestillede en drage. Det er måske det samme, som hvis en Ferrari bliver stjålet, og ingen vil gøre noget ved det. Det er bare nederen, fortæller Tristan Greve.  

Sådan kan du blive snydt

Der er mange måder at blive snydt på. Overordnet set kan man tale om to forskellige scams.

Hvad er Skins?

Den ene er en helt almindelig handel med en anden bruger, som enten ikke sender de varer, man har købt eller undlader at sende betalingen for et skin.

Den anden form for scam er at blive hacket. Der er flere måder, man kan blive hacket på. Hackeren får ved hjælp af kode og de ting man klikker på på internettet adgang til ens computer, og herfra får hackeren adgang til ens inventar, hvor de værdifulde skins bliver opbevaret. Herfra bytter hackeren ens skins videre til en anden profil, og man opdager det som regel først, når det er for sent.

Uanset hvordan man bliver ramt, gør det ondt. 

- Jeg sad og spillede med mine venner. Pludselig så jeg mine skins forsvinde, og så trak jeg headsættet ud. Jeg havde bare lyst til at gå udenfor og lægge mig ned på jorden. Jeg fattede det ikke, fortæller Tristan Greve og fortsætter:

- Man gider ikke rigtig at spille, og man føler sig ret nede, fordi man har brugt lang tid på at få skinsne. Der er en historie bag dem alle. Man kan godt købe nogle nye, men det er ikke det samme. Det er det, der gør mig mest ked af det, sukker han.

Tristan bruger i gennemsnit fem timer om dagen på at spille, og her benytter han sine i alt 200 skins. I tirsdags var han til turnering, og også her spillede de stjålne skins en rolle, trods deres manglende tilstedeværelse. 

- Man kan mærke, at han er lidt knækket indeni. Han kunne slet ikke ramme og koncentrere sig. Han var helt modløs. Så det påvirker ham rigtig meget, fortæller Stina Greve, som er mor til Tristan.

Et udbredt fænomen

Lars Esmarch er redaktør på Scammed.dk, som rådgiver børn, unge og forældre, når de er blevet snydt med skins. Ifølge ham er scamming meget udbredt.

- Vi ser det mega meget. På scammed.dk handler mindst to ud af tre af alle henvendelser fra børn og unge om, at ofrenes konti bliver overtaget, og skinsne bliver sendt væk. Vi ser dagligt børn og unge poste i Facebook-grupper, at de er blevet udsat for scam. I en test med over 4.000 deltagere på scammed.dk svarer 68 procent, at de har prøvet at blive snydt, fortæller Lars Esmarch.

Og det er ikke kun børn og unge som Tristan , der udsættes for at blive snydt.

- Det er sket for op til flere professionelle spillere. Og det siger noget om, at det er mega komplekst, udspekuleret og organiseret. Derfor er det ekstremt vigtigt hele tiden at være opmærksom på, hvilke sider, man logger ind på, og at man aldrig skal lade nogen narre sig til at logge ind på et site, man ikke kender, fortæller Lars Esmarch.

Særlig samling af skins

På Tristans profil er der mange skins i hans samling. Nogle af dem er små og billige, andre er dyre og sjældne. På sin 11-års fødselsdag fik han handsker af sin farmor på 79 år. En af knivene er købt for penge, som han har tjent ved et støtteshow, han lavede for den lokale radio under corona. Og et af hans våben har et af de første skins, han købte med navn på.

quote Skinsne betragtes som lige så værdifulde som nye sneakers eller andet modetøj.

Lars Esmarch, redaktør Scammed.dk

- Skinsne gjorde mig meget motiveret til at spille. Hvis man har skins bliver man af nogle opfattet som en bedre spiller. Nogle vil også tænke, at man er farligere i spillet, forklarer Tristan.

Blandt gamere har skins en særlig affektionsværdi. Det er en samling, man gerne vil vise frem, nøjagtig som det gælder for andre ting med en særlig betydning.

- Skinsne betragtes som lige så værdifulde som nye sneakers eller andet modetøj. Man måler sig med andre, og man kan se de professionelle spille med skins. Det svarer til, at en fodboldspiller gerne vil have de samme fodboldstøvler som Cristiano Ronaldo, forklarer Lars Esmarch.

Ingen hjælp at hente

Tristan var sikker på, at han var beskyttet af sikkerhedssystemet, Steamguard, som er en to-faktor-godkendelse, men ifølge familien har et avanceret hack givet adgang til hans skins. Derfor har de henvendt sig til Steam, som er firmaet bag spillet.

Men Steam har I deres betingelser indskrevet en klausul, der gør, at de ikke tilbagefører stjålne skins. Derfor har Steam allerede lukket sagen, selvom Tristan ikke har fået sine ting tilbage.

- Det er jo et eller andet sted fjollet. Med tre klik i en kodning ville man kunne føre de her skins tilbage til Tristans konto. Man kan tydeligt se, det er hans skins, da han har navneskilte på. Hvorfor skal de stå i en lukket boks, når nu vi har nøglen til at åbne den og give den tilbage til den rette ejermand, som rigtig gerne vil have sine skins og faktisk har sparet op til dem, spørger Stina Greve.

Familien har meldt sagen til politiet, men ifølge Lars Esmarch er det ikke nemt at efterforske sager, hvor kontoen er blevet overtaget.

- De bliver ofte udført at udenlandske gerningsmænd, der maskerer sig og bruger falske profiler på Facebook, ligesom der ikke er mange oplysninger at hente på deres computerspilskonti, der ofte ikke har navne eller billeder tilknyttet. Det kræver, at politiet har kontakt til Euro-eller Interpol. Samtidig er der ikke mange, der anmelder scams, og derfor er det ikke en prioritet i politiet, siger Lars Esmarch.

En vigtig lektie

Det kan være til stor frustration at blive scammet. Nogle unge skammer sig og føler sig dumme - selvom de er uden skyld. Derfor er det vigtigt, at forældrene forholder sig til, at det er meget nemt at blive snydt i skin-handler, forklarer Lars Esmarch.

- Det er en rigtig god idé at tage en åben snak med børnene om skins, om værdien af dem, og om hvordan de passer på sig selv, når de handler. Også selvom det kan være svært at forstå for mange forældre - det er bedre at forsøge at forstå, end at undlade at gøre noget, fordi det er en fremmed verden, siger han.

Hvorfor lader I en dreng på 12 år bruge så mange penge, når I ved, det her kan ske?

- Vi stoler på det firma, Steam, som sælger de her skins. Steam har en steamguard, som passer på vores ting. Dels var det en god investering. De ting vi havde købt, var allerede steget ret meget i værdi. Det er lidt som aktier. Og så har vi en tillid til vores eget barn. Vi har snakket meget om digital dannelse med Tristan. Han trykker ikke bare på et tilfældigt link, eller køber noget han ikke har fået lov til. Vi har altid været med i processen. 

- Når han har lavet indkøb af skins, har vi også været med, siger Stina Greve.

I familien Greve er alle medlemmer en del af gamer-miljøet. Derfor har de brugt lang tid på at sikre sønnen i det digitale univers. Alligevel mener Stina Greve, at de kan lære noget af forløbet. 

- Næste gang Tristan kommer og beder om et skin, så vil jeg tænke over det en ekstra gang. For hvis jeg ikke engang kan få hjælp af dem, som opfordrer os til at købe skins via deres egen side, hvor er så den tillid henne. Jeg vil til enhver tid købe skins igen, hvis Steam ændrer deres procedure, siger Stina Greve.

Og hvis de gør det, har Tristan mod på at påbegynde en ny samling.

- Jeg tror, jeg vil prøve at spare sammen til nogle nye skins. Og så vil jeg holde mere øje med, om der er nogen, der logger ind på min profil, siger Tristan. 

Oversigt

    Oversigt