Debatten om sheltere er lagt på is af Naturstyrelsen

Lokalplanen for Gåsebjergsand området i Faaborg er blevet godkendt af en enig kommunalbestyrelse. Planen om sheltere er langt ude i fremtiden.

I Påsken skabte planen om at bygge shelters omkring Gåsebjergsandområdet debat, da ejeren af Faaborg Camping følte sig udsat for unfair konkurrence. Flere politikere i Faaborg-Midtfyn Kommune bakkede ham op.

Nu har en enstemmig kommunalbestyrelse besluttet at gå videre med lokalplanen for Gåsebjergsand, der skal udvikle området omkring Svanninge Bjerge.

Statsskovridder Jakob Harrekilde Jensen har i et brev til kommunalbestyrelsesmedlemmer bedyret, at Naturstyrelsen ikke har planer om at opføre shelters i den nærmeste fremtid, og at en opførelse kun vil ske i tæt dialog med områdets interessenter. 

Folk forventer en privatsfære

Med den nye lokalplan skal et nyt aktivitetscenter bygges, som skal være til glæde for spejdere og andre gæster, der benytter området. Det er netop aktivitetscenteret, som har første prioritet hos Jakob Harrekilde Jensen.

- Det vigtigste er at få bygget det her aktivitetscenter. Det tager tid at få det her projekt endeligt gennemført, inden vi blandt andet får søgt forskellige fonde om midler til projektet. Vi har slet ikke taget diskussionen og vurderingen af, om der skal lægge shelters i det område endnu, siger han.

Der er, ifølge Jakob Harrekilde Jensen, flere overvejelser i spil, når sheltere skal placeres.

- Shelters skal ligge lidt væk fra for eksempel et aktivitetscenter, fordi folk, der booker en shelter, forventer en lille privatsfære omkring den, uddyber Jakob Harrekilde Jensen.

Derfor vil en eventuel shelter i området højst sandsynligt komme til at ligge væk fra aktivitetscenteret og dermed længere væk fra Faaborg Camping.

En ejer af en campingplads ved Faaborg føler sig udsat for unfair konkurrence. Et flertal af politikerne i kommunens teknik- og miljøudvalg vil nemlig give tilladelse til, at der opføres tre sheltere til gratis overnatning få hundrede meter fra hans campingplads.

Oversigt

    Oversigt