Demonstration i Faaborg: Dagplejerne kæmper for deres løn

Dagplejerne i Faaborg-Midtfyn Kommune demonstrerede tirsdag i protest imod, at kommunen vil forringe deres løn.

Dagplejernes kamp for ikke at gå ned i løn i Faaborg-Midtfyn Kommune er langt fra slut.

Dagplejerne har sat sig for at blive ved med at demonstrere mod forringelser af deres lønaftale, og det gjorde de også i dag foran rådhuset i Ringe før et møde i kommunalbestyrelsen.

Ifølge TV 2/Fyns fotograf på stedet var over 100 mødt frem til demonstrationen. En af dem var Dorthe Schlander Nielsen, der er dagplejer i Faaborg.

- Allerførst så håber vi på, at det ikke er okay, og de trækker hele baduljen tilbage, og at vores penge kommer til at gå dertil, hvor de skal. Jeg synes, det er mega dejligt, at der er så mange, der støtter op. Det væsentlige er, at politikerne laver det om, og at vi får lov til at få vores penge, siger Dorthe Schlander Nielsen.

Kommunen opsiger aftale

Faaborg-Midtfyn Kommune har opsagt en lokal aftale, en såkaldt forhåndsaftale, om tillæg til kommunens dagplejere. Det gælder blandt andet et tillæg, når en dagplejer tager et ekstra femte barn i pleje. Det kan være sygdom, kurser eller ferie, der er årsag til at en dagplejer, som normalt passer fire børn, skal passe et ekstra barn for en anden dagplejer.

På grund af besparelser har dagplejerne altså fået stillet en ringere lønaftale i udsigt. Den har dagplejerne ikke accepteret, så reelt er dagplejerne uden en lønaftale fra september.

Mister million

Opsigelsen af aftalen betyder, at kommunens 140 dagplejere tilsammen mister en million kroner årligt i lønindtægt. Det giver en lønnedgang på gennemsnitligt 1.000 kroner om måneden for den enkelte dagplejer, anslår Dorthe Jørgensen, der er pædagogisk sektorformand hos FOA Sydfyn.

Flere faggrupper fra andre kommuner var også til stede under demonstrationen i dag, fordi FOA frygter, at lønaftalerne vil blive opsagt flere steder i landet.

Se interview med Dorthe Schlander Nielsen.

Oversigt

    Oversigt