Det sydfynske all inclusive: Avernax vil skabe fællesskab med fri øl, fælles opvask og nye venner

På Avernakø er 1200 festivalgæster samlet til Avernax festivalen, der ligesom før corona i 2019 er udsolgt.

Med både fællesspisning, fri øl og fælles opvask har Avernax igen i år slået dørene op for fulde huse og 1.200 gæster.

For når man køber en billet til den lille sydfynske festival, er den all inclusive. Noget, som startede med en sjov idé om at gøre tingene lidt anderledes - og samtidig skabe rammer for det, det hele handler om. Nemlig fællesskabet, fortæller medstifter af festivalen Laura Kjeldbjerg, da TV 2 Fyn var på besøg.

Og det er netop det, festivalen kan, hvis man spørger Christian Tørring, som er kok på festivalen.

- Det er det her med at møde hinanden. Hvis man for eksempel er et par, så sidder du sammen med nogen, du ikke kender. Det er en rigtig god måde at holde festival på, synes jeg.

For eksempel spiser gæsterne sammen ved ottemandsborde, når måltiderne bliver serveret. Også selvom man måske ikke kender de andre.

- Så er man jo nødt til at tale sammen, når man skal deles om maden, og man møder hinanden igen på pladsen. Så der er god basis for, at der opstår nye venskaber, siger Laura Kjeldbjerg.

Nogle af dem, som har mødt hinanden på festivalen, er Birna Dahl fra Aarhus og Ole Fugl fra Ringe. De stødte på hinanden på den allerførste Avernax for fem år siden. Efter et par coronaår er de endelig tilbage med de børn, de sammen har fået.

- Det er lidt en kærlighedsfest, og så er det bare fedt - et godt sted at have børn med, fortæller Birna. Ole Fugl er enig.

- Ja, folk kan bare være sig selv og have det sjovt.

Oversigt

    Oversigt