Dieseltyve ankom med pumpe, tank og trailer - men fik ikke en dråbe

Fyns Politi har haft et usædvanligt travlt døgn med 14 anholdte. To af dem forsøgte sig som dieseltyve i Ringe med hjemmelavet udstyr på trailer.

Der er fyldt godt op hos Fyns Politi. 

- Jeg har 14 anholdte siddende, så det siger vist alt, fortæller vagtchef Ehm Christensen.

Foruden fire gaderøvere, der mishandlede en ung mand i Odense, er to mænd på 26 og 29 år blandt de anholdte. De forsøgte sig som dieseltyve i en virksomhed på Industrivej i Ringe.

Uheldigvis for mændene var de blevet spottet, da de kom til stedet i bil med anhænger omkring midnat natten til torsdag. 

- De har lavet indbrud på stedet for at stjæle diesel. De havde medbragt en trailer eller påhængsvogn, som er indrettet til dieseltyveri. Det vil sige, at der er påmonteret pumpe og tanke, som kan have mere end 1.000 liter diesel, fortæller Ehm Christensen.

Men de to mænd fra Oure og Vejstrup nåede ikke at få så meget som en dråbe diesel, før de blev anholdt på stedet.

Det er usikkert, hvad de to mænd skulle bruge dieslen til. 

-  Men 1.000 liter diesel har jo en værdi på omkring 10.000 kroner, så det er jo mange penge. Om de så selv skal bruge det eller sælger det videre, det ved jeg ikke. Men værdien er høj, og de kunne have mere end 1.000 liter på deres trailer, lyder det fra vagtchefen. 

Foruden det mislykkede dieseltyveri måtte den 26-årige mand fra Oure også indkassere en sigtelse for at have kørt bil påvirket af euforiserende stoffer.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt