Efter stigning i fynsk kommune: Mange smittekæder bekymrer

Det besværliggør smitteopsporingen, at der er tale om flere mikroudbrud, men borgmesteren i Faaborg-Midtfyn Kommune håber at se effekten af flere tiltag i næste uge.

Incidenstallet er endnu en gang steget i Faaborg-Midtfyn Kommune, viser de seneste tal fra Statens Serum Institut.

Hvor det lørdag lå på 73,9, har de 42 smittede, der er registreret de seneste syv dage, fået tallet op på 81,6 søndag. Det er dog ikke noget, der overrasker borgmester Hans Stavnsager (S).

- Vi ville selvfølgelig hellere, at det gik den anden vej, men der går normalt en uges tid, før de ting, der er sat i værk, begynder at kunne ses, og smittekæderne bliver opsporet. Vi håber på en effekt midt i næste uge, siger han til TV 2 Fyn.

Det, der dog godt kan bekymre borgmesteren, er, at der er tale om flere mindre smittekæder rundt omkring i kommunen.

- Det er det, der bekymrer os mest. Det er mange enkeltstående tilfælde, der gør, at det bliver spredt her hos os. Og der er det, der gør det svært, siger han.

Adfærd bliver afgørende

Blandt de smittede er der blandt andet studerende, der går på en uddannelse i Odense og potentielt kan være blivet smittet der. Men Faaborg-Midtfyn kommune har også haft tilfælde på flere folkeskoler samt et seniorcenter. 

quote Medmindre der kommer ordrer ovenfra, afventer vi udviklingen i næste uge

Hans Stavnsager (S), borgmester, Faabrog-Midtfyn

De nye stigning kommer dog ikke til at ændrer på den plan, der allerede er sat i værk, fortæller borgmesteren.

- Vi vil lige se, om det, vi har sat i værk, det virker. Så medmindre der kommer ordrer ovenfra, afventer vi udviklingen i næste uge, siger han.

Af tiltag har kommunen blandt andet sendt administrative medarbejdere hjem, aflyst borgerrettede aktiviteter samt givet endnu en opfordring til, at alle er ekstra agtpågivende og følger retningslinjerne.

- Det er i sidste ende det, der bliver afgørende for, at vi får bugt med den top, siger Hans Stavnsager.

Fire fynske kommuner på observationsliste

Med incidenstallet på 81,6 er Faaborg-Midtfyn Kommune den fynske kommune med flest nye smittede per 100.000 indbyggere de seneste syv dage. Men yderligere tre kommuner på Fyn er i øjeblikket på sundhedsmyndighedernes observationsliste på grund af et incidenstal på over 20.

Det drejer sig om Odense Kommune med 47, Kerteminde Kommune med 25,3 og Langeland Kommune med 32,1. 

Lørdag passerede Svendborg Kommune også grænsen, men allerede søndag er kommunens incidenstal faldet til 18,9. 

Ærø har fortsat ikke registreret nogen smittede de seneste syv dage. 

Oversigt

    Oversigt