Efter stort smitteudbrud: Besøgende på plejehjem skal bære mundbind

Faaborg-Midtfyn Kommune er nu Fyns nye corona-hotspot. Derfor skal pårørende iføre sig mundbind, hvis sikkerheden for de ældre på plejehjemmene skal sikres.

Coronavirus har stadig sit faste greb flere steder på Fyn. I Faaborg-Midtfyn Kommune er virussen blusset op.

Fredagens incidenstal for Faaborg-Midtfyn Kommune er på 64,1. Det er en stigning på 11,6 fra torsdagens incidenstal på 52,5.

Incidenstallene beskriver antallet af borgere per 100.000 i kommunen, som de seneste syv dage er registreret smittet med corona. Styrelsen for Patientsikkerhed anser et incidenstal på 20 og derover for bekymrende. Tallene opgøres af Statens Serum Institut.

Torsdag blev det derfor meldt ud, at alle besøgende på plejehjemmene skal bruge mundbind.

- Vi har foretaget den ændring, at de pårørende, der kommer på besøg, skal have mundbind på. Har de ikke selv et mundbind, kan de få et udleveret, siger Helle Liedecke, leder af de kommunale plejehjem i Faaborg-Midtfyn Kommune.

16 ud af 18 smittet

Helle Liedecke fortæller, at det er en opfordring, at man skal bruge mundbind. Det er ikke et påbud, men en anbefaling på det stærkeste og fortsætter:

- Det er for at beskytte vores ældre borgere og vores medarbejdere på baggrund af den stigende smitte.

Der har tidligere været et smitteudbrud på bostedet Seniorcenteer Egebo i Kværndrup. Her blev 16 ud af 18 udviklingshæmmede beboere testet positiv for corona. Helle Liedecke håber på, at de fortsat kan undgå et smitteudbrud på de otte plejehjem i Faaborg-Midtfyn Kommune.

- Vi håber på, at vi kan fastholde, at vi ikke har en eneste medarbejder eller borger, der er smittet med corona. Det har vi holdt fast i indtil nu. Så det ville være frygtelig ærgerligt, hvis den her nye smittekilde skal resultere i, at en af vores bliver smittede, siger Helle Liedecke.

På nuværende tidspunkt er der ikke en slutdato for brugen af mundbind på plejehjemmene i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Oversigt

    Oversigt