Elever er tilbage efter corona-hjemsendelse

Lejrtur på Pontoppidanskolen i Brobyværk er reddet. Eleverne på den anden ramte fynske skole Tornbjerg Gymnasium er fortsat hjemsendt.

Eleverne på Pontoppidanskolen i Brobyværk er tilbage efter at være hjemsendt i sidste uge. Hjemsendelsen skete efter en ansat var blevet testet positiv for coronavirusset covid-19.

Nu kan leder af Broby Skolerne, Søren Hillers, fortælle, at alle elever er tilbage på skolen.

Således kommer de cirka 100 elever for alvor i gang med skoleåret efter en start med undervisning hjemmefra.

Samtidig kan Søren Hillers fortælle, at også skolens lejrtur til København er reddet.

Tornbjerg Gymnasiums elever fortsat hjemsendt

Tornbjerg Gymnasium i Odense blev en hel 3.g-klasse hjemsendt, da en af eleverne blev konstateret smittet med covid-19.

Eleven blev ringet op af sin læge onsdag formiddag med et svar på en corona-test.

De hjemsendte elever har fået at vide, at de skal fremvise to negative tests, før de kan komme tilbage i klasselokalet.

Rektor på Tornbjerg Gymnasium, Brian Linke, oplyser mandag morgen til TV 2/Fyn, at han forventer at have svar på alle test tirsdag morgen.

Indtil videre er der en elev, udover eleven fra sidste uge, der er testet negativ to gange.

Hjemsendelsen betyder, at Tornbjerg-eleverne nåede at få to dage med almindelig undervisning inden de igen skulle vænne sig til virtuel undervisning.

Oversigt

    Oversigt