Endnu en brand i Trunderup

Endnu en brand i den hårdt ramte landsby Trunderup på Midtfyn her til eftermiddag. Brand i samme hus for tredje gang.

Klokken 15.12 mandag gik larmen igen om brand i Truderup-området ved Kværndrup. Denne gang var der brand i en udestue på adressen Gammel Nyborgvej 39.

- Det er tredje gang, at der er brand i samme hus, fortæller vagtchef Hans Frederiksen fra Fyns Politi.

Faaborg-Midtfyn Brandvæsen måtte dermed rykke ud til brand nummer ni i den lille landsby siden 18. december. Otte af brandene efterforskes af politiet.

Landsby hærget af seriebrande

Efter den syvende mistænkelige brand 2. februar intensiverede Fyns Politi efterforskningen af en serie brande i området.

Lokalpolitiet i Faaborg-Midtfyn får nu hjælp af efterforskerne fra afdelingen for personfarlig kriminalitet i Odense.

- Vi går ind i efterforskningen nu, fordi vi kan se et serie-forløb i det. Når det er sådan, at brandene hænger sammen, og der måske er et brandbillede, der er identisk mellem de forskellige brande, så går vi ind i det, sagde vicepolitiinspektør Henrik Justesen, leder af efterforskning af personfarlig kriminalitet ved Fyns Politi til TV 2/Fyn 3. februar.

Der har i alt været ni brande i i området siden 18. december, men den ene var en skorstensbrand, som politiet umiddelbart ikke har med i efterforskningen.

Oversigt

    Oversigt